Teori

1. Teori til forklaring af begreber

Når man udarbejder sin problemformulering og sine forskningsspørgsmål, vil de typisk indeholde ét eller flere begreber, som er centrale for undersøgelsen. Sådanne begreber kan ikke bare anvendes uden begrundelse eller kvalificering. Man er nødt til at fortælle, hvad man mener med dem, og hvordan forskningen forholder sig til dem – eftersom man skriver inden for en bestemt forskningstradition, som man både implicit og eksplicit bygger på. Til at præsentere, forklare, uddybe, nuancere, debattere og måske endda problematisere disse begreber inddrager man teori.

Eksempel

I vores speciale lyder problemformuleringen: ”Hvilken rolle spiller overgangsritualer i den moderne danske folkekirke?”

I denne problemformulering er der i hvert fald ét eksplicit begreb, der bør dvæles ved: ”overgangsritualer”. For at vi overhovedet kan komme i gang med opgaven, er det klart, at vi har brug for en funktionel forklaring eller en faglig definition af begrebet. Til det formål konsulterer vi forskningslitteraturen, hvori vi finder diverse teoretikeres bud på, hvad et overgangsritual er. Og dermed har vi fundet relevant teori, som vi kan basere vores undersøgelse på.

Problemformuleringen indeholder imidlertid også et implicit begreb. Adjektivet ”moderne” implicerer nemlig, at vi beskæftiger os med religion i en særlig social og historisk kontekst, nemlig Danmark i det 21. århundrede. Den implicitte antagelse er, at der er forskel på den religion, vi møder i Danmark i år 2020, og den religion, der blev praktiseret af vores forfædre i palæolitikum. Det ser altså ud til, at vi er nødt til ikke bare at danne os et begreb om ”moderne religion” i modsætning til ældre former for religion, men også at forklare, hvori forskellene på disse religionsformer består.

Men understregningen af det specifikt nationale (”danske folkekirke”) medfører en yderligere grænsedragning, som vi er nødt til at forholde os til; problemformuleringen antyder jo også, at der er forskel på moderne religion i Danmark og fx USA. Vi er altså nødt til at udvide vores teoretiske fundament til at imødekomme denne fordring om terminologisk præcision: Hvad er særegent for religionsudøvelsen i Danmark? Hvilken betydning har folkekirken for denne? Osv.

Problemformuleringen indeholder således implicitte og eksplicitte begreber og grundantagelser, som vi er nødt til at afklare teoretisk, inden vi kan gå i gang med analysen af empirien.

2. Teori til forklaring af empirien

Når man skal analysere og diskutere komplicerede emner i en opgave, kan det være vanskeligt og uoverskueligt at komme i gang, for empirien er i udgangspunktet tavs. Den giver kun svar, når man ”spørger” den om noget, og hvordan finder man frem til de rigtige spørgsmål, som kan aftvinge empirien de svar, man ønsker?

Her kan man med fordel søge hjælp og inspiration i sit forskningsfelt og i de teoretikere, som er toneangivende inden for feltet. For der er typisk andre, der har siddet med problemer, som minder om dem, man selv er konfronteret med, og måske er deres overvejelser og løsningsforslag, altså deres teorier, også anvendelige i det projekt, man selv arbejder med.

På den måde kan man altså inddrage teorier og perspektiver i opgaven, som kan bistå analysen af de store problemkomplekser eller sammensatte fænomener, som kommer til syne i empirien.

Eksempel

I vores bacheloropgave lyder problemformuleringen: ”Hvilke faktorer var afgørende for, at de borgerlige partier vandt folketingsvalget i 2001?”

Denne problemformulering er umiddelbart bred og uoverskuelig, fordi det fænomen, vi vil undersøge, er uendelig komplekst. Måden, vi griber det an på, er følgende. Ud af det i princippet uendelige antal faktorer, som kan tænkes at have haft en betydning for valgets udfald, vælger vi én eller to, som vi vil fokusere på i opgaven. Lad os sige, at vi beslutter os for at forklare valgresultatet med udgangspunkt i vælgernes adfærd. I så fald bliver vores første forskningsspørgsmål: ”Kan vælgeradfærden og evt. socialt og historisk betingede ændringer i vælgeradfærden i løbet af det 20. århundrede forklare valgresultatet i 2001?”

På trods af denne indsnævring er vores genstandsfelt stadig uoverskueligt og mængden af empiri fortvivlende stor. For at lette vores undersøgelse og give den et solidt fundament, hvorpå vi kan bygge vores analyse, kan vi med fordel inddrage sociologiske, politologiske og måske endda psykologiske teorier om vælgeradfærd, teorier, der forsøger at beskrive, hvordan vælgerne agerer, under hensyntagen til forskellige relevante omstændigheder, fx den økonomiske udvikling i samfundet. Måske er der endda forskere, som allerede har forsøgt at kortlægge og eksplicitere udviklingen af vælgernes adfærd i det relevante tidsrum på baggrund af én eller flere af disse tilgængelige teorier.

Hvad vi er ude efter her, er ikke en blot og bar definition af begrebet ”vælgeradfærd”. Vi ønsker at forstå fænomenet vælgeradfærd, fordi forståelsen af dette fænomen måske kan lette forståelsen af det overordnede fænomen, vi har sat os for at undersøge, nemlig folketingsvalget i 2001. At forstå et fænomen er uendelig mere besværligt end at definere og afgrænse det. Og i den proces er etablerede videnskabelige teorier og (hvis vi bevæger os på mere usikker grund, hvilket af og til er tilfældet i human- og samfundsvidenskaberne) mere spekulative hypoteser ofte et uundværligt redskab.

3. Applicering af teori

 Når man bruger teori til at forklare et begreb eller fænomen, som kommer til udtryk i empirien, er der tale om en direkte applicering: Teori A anvendes på Begreb A eller Fænomen A med det formål at give en forklaring af fænomenet. Dette kan man kalde for appliceringsmetoden.

Det er åbenlyst, at der er to mulige udfald af denne applicering af teori:

1. Teorien er i stand til at forklare fænomenet på en fyldestgørende og tilfredsstillende måde
2. Teorien er ikke i stand til at forklare fænomenet på en fyldestgørende og tilfredsstillende måde

Ud fra dette kunne man måske føle sig foranlediget til at konkludere følgende:

Hvis det er tilfældet, at teorien giver en adækvat forklaring af empirien, behøver man sådan set ikke at gøre mere ved den sag. I så fald har ens undersøgelse sandsynliggjort, at der er én eller anden form for sammenhæng mellem teorien og ”virkeligheden”, og man er samtidig blevet klogere på sin egen empiri.

Hvis det derimod er tilfældet, at teorien ikke giver en adækvat forklaring af empirien – hvis der er en uoverensstemmelse mellem det, teorien siger, og det, ens empiriske materiale viser – står man over for en langt vanskeligere opgave. I så fald er man nødt til, på baggrund af den detaljerede analyse og fortolkning af empirien, at modificere den originale teori eller forkaste den (og evt. udforme en ny).

Det ovenstående gør sig måske gældende, hvis man bedriver empirisk forskning, hvori man konstant afprøver teorier og hypoteser. Men det er selvfølgelig ikke sådan, man arbejder, når man skriver et bachelorprojekt, et kandidatspeciale, en ph.d.-afhandling eller en anden opgave. For den akademiske opgaveskrivnings vedkommende bliver man nødt til at modificere konklusionen en smule, så den er mere i overensstemmelse med virkeligheden.

Læren bliver da denne:

De teorier, man anvender i sin opgave, er ikke nødvendigvis sande eller uimodsigelige, blot fordi de optræder i en imposant lærebog eller udgør et konsensussyn inden for forskningen. Man må gerne have en kritisk indstilling til teorierne, og man skal altid være åben for diskrepanser imellem teorien og den empiri, man analyserer. Det er sjældent, at teorien passer til empirien som en nøgle til en lås. Det betyder ikke, at man skal forkaste teorien eller omvælte hele vores forskningsfelt. Men man skal være forsigtig med blot ukritisk at applicere en teori uden at overveje, om den er velegnet til at beskrive de fænomener, man undersøger, og om dens grundpræmisser er valide.

Læs mere om problematisering af teori i næste afsnit.

Eksempel 

Karl Poppers teori om falsifikation er blevet én af grundsøjlerne i moderne videnskabsteori, og den bliver ofte bragt på banen, når man skal diskutere videnskabelig metode. Ifølge Popper er en videnskabelig teori kendetegnet ved at være falsificerbar, dvs. at den kan tilbagevises ved hjælp af empiriske eksperimenter. Popper opstiller følgende metodologiske princip: For at en teori kan regnes for at være videnskabelig, skal man kunne angive eller tænke sig betingelser, der kan falsificere den, dvs. demonstrere, at den er forkert.

Når man skal anskueliggøre denne teori, plejer man gerne at ty til eksemplet med de hvide og sorte svaner: Hypotesen ”alle svaner er hvide” kan tilbagevises i det øjeblik, man har observeret én sort svane. Problemet med dette eksempel er, at det illustrerer videnskab på stenalderniveau. Moderne videnskabelig forskning bevæger sig på et helt andet og langt mere kompliceret niveau, hvor sådanne falsifikationsmekanismer slet ikke kommer i betragtning.

Lad os tage et eksempel fra atomforskningen. Da Niels Bohr i 1913 publicerede sin banebrydende teori om hydrogenatomet, byggede han hele sin teori på et postulat. Rutherfords atommodel fra 1911 (med elektronerne, der kredser om kernen, et miniaturesolsystem) kunne ikke redegøre for atomets stabilitet, fordi de elektrodynamiske love foreskrev, at elektronerne måtte udsende elektromagnetisk stråling under deres kredsløb, hvorfor de mistede energi og faldt ind i kernen – med det resultat, at atomet kollapsede.

Bohr reddede fysikken fra denne krise ved at indføre sit postulat. De normale elektrodynamiske love gælder ikke for atomet. Atomet er stabilt. Når elektronen befinder sig i sin grundtilstand (dvs. den bane, der ligger tættest på kernen), udsender den ingen stråling og falder følgelig ikke ind i kernen. Hvorfor forholder det sig sådan? Fordi det ikke er muligt, at atomet er ustabilt. Var det det, ville verden ophøre med at eksistere. Ergo er det stabilt.

Bohrs postulat om atomets stabilitet (sammen med hans postulat om elektronernes stationære tilstande) er fundamentet for hele kvanteteorien og kernefysikken. Og det er endnu ikke blevet modbevist af noget eksperiment. Spørgsmålet er så, om Bohrs atomteori er videnskabelig. De fleste vil sikkert svare: ’Ja, selvfølgelig er den det; at påstå, at en teori, som størstedelen af det 20. århundredes fysik bygger på, ikke er videnskabelig, er latterligt.’ Men her kan Popper og hans hær af falsifikationister så påpege, at Bohrs teori ikke er falsificerbar, fordi den bygger på postulater, som ikke kan falsificeres. For hvordan skal vi falsificere Bohrs postulat om, at atomet er stabilt, og at elektronen bevæger sig i stationære baner? Tja, vi kan forestille os, at det ikke er tilfældet, at de stationære baner ikke findes, og at elektronen i sin grundtilstand udsender energi og falder ind i kernen. Det betyder, at atomet kollapser, at materien falder sammen til ingenting, og at verden, som vi kender den, ophører med at eksistere. Med andre ord: Hvis vi skal tænke os betingelser, der falsificerer Bohrs teori, ender vi i den absurde situation, at verden kollapser. Så Bohrs postulater kan ikke falsificeres, de må accepteres som trossætninger, og dermed må Popper og falsifikationisterne hævde, at Bohrs atomteori fra 1913 ikke er videnskabelig.

Er det en konklusion, vi kan gå med til? Det spørgsmål bliver vi nødt til at stille os selv, inden vi ukritisk begynder at bruge Popper som vores store videnskabsteoretiske guru. Der er måske grund til at være varsom med at bruge en teori, som implicerer, at én af det 20. århundredes største og mest betydningsfulde videnskabsmænd slet ikke bedrev videnskab.

4. Problematisering af teori

Appliceringsmetoden hviler på processen eller progressionen empiri → teori. Men der er intet til hinder for, at man vender processen om og i stedet tager udgangspunkt i teorien, således at forløbet bliver teori → empiri. Det betyder ikke nødvendigvis, at man opgiver den simple applicering af teori på empiri. Man kan jo sagtens vælge en teori, som man er specielt interesseret i, og derefter finde egnet empiri, som man så applicerer teorien på. Men forløbet teori → empiri giver også mulighed for at problematisere teorien: nemlig hvis man i stedet for at applicere teorien på empirien applicerer empirien på teorien – for at undersøge, hvor brugbar teorien er, og i hvilket omfang den er i stand til at beskrive de fænomener, den påstår at sige noget om.

Eksempel

Den danske assyriolog Thorkild Jacobsen er ophavsmand til en meget indflydelsesrig teori om mesopotamisk religion, som bliver brugt i mange standardfremstillinger af emnet. Vi har fattet interesse for denne teori og ønsker at undersøge, om den er ”sand”, dvs. om dens grundpræmisser og hypoteser understøttes af de kilder og det bevismateriale, vi er i besiddelse af. Vi går derfor i gang med at gennempløje den omfattende forskningslitteratur og indsamler alle de stumper af kilder, vi støder på:

• Overleverede tekster
• Ikonografisk materiale, cylindersegl, relieffer osv.
• Arkæologiske vidnesbyrd

Når vi har indsamlet et tilstrækkeligt kildemateriale, kan vores undersøgelse begynde. Vi sammenfatter hovedteserne i Jacobsens religionsteori, oplister de argumenter, han fremfører for dem, og ser, om kilderne – vores eneste ”bevismateriale” – understøtter argumenterne. På den måde kan vi danne os et indtryk af, om teorien er i samklang med empirien.

Men denne undersøgelse er langtfra tilstrækkelig. For Jacobsens teori bygger – ligesom alle andre teorier – på et sæt grundantagelser og metodologiske principper, som farver hans tilgang til studiet af religion og hans omgang med empirien. Vi er altså også nødt til at gå disse antagelser og principper efter i sømmene for at vurdere deres validitet. Hvad er Jacobsens epistemologi? Ontologi? Hvilke metoder anvender han i konstruktionen af sin teori? Og hvilken betydning får det for hans analyse af empirien?

Først når vi har taget højde for begge aspekter – kildematerialets vidnesbyrd og Jacobsens metodologiske udgangspunkt – kan vi begynde at vurdere, hvor brugbar hans teori er, og om den siger noget ”sandt” om sit emne.

Man kan kalde denne tilgang problematiseringsmetoden. Den søger hverken at verificere eller falsificere en given teori (både verifikation og falsifikation er ufrugtbare begreber i videnskabelig sammenhæng), men at foretage en kritisk undersøgelse af teoriens muligheder og begrænsninger, dens forudsætninger, metodologiske principper og epistemologiske fundament. Der er blot tale om en anden måde at omgås teori på; ingen foreskriver, at man skal vælge den elementære model, der siger: ’Jeg har empiri A, den vil jeg forklare ved hjælp af teori A.’ At problematisere er at undersøge, i hvilket omfang man overhovedet er berettiget til at foretage denne applicering.

Meget ofte er det teoriernes epistemologi og metodologi, man skal have fat i, når man ønsker at danne sig et indtryk af deres gyldighed. For hvis ikke teorien bygger på sunde og sammenhængende principper, vil man ikke få det store udbytte af at applicere den på sin empiri. Derfor bør man altid stræbe efter at gå de valgte teorier efter i sømmene, inden man benytter dem – i det omfang, det er muligt.

Eksempel

En teori, som har vundet stærkt frem i de sidste 40-50 år, er socialkonstruktivismen. Den trives ikke kun i den offentlige debat, men bliver også mere og mere gængs i den akademiske verden, især inden for human- og samfundsvidenskaberne. Det er ikke længere et særsyn, at man i en akademisk opgave støder på udsagn af typen ”virkeligheden er socialt konstrueret”, fremført, som om der er tale om et uimodsigeligt faktum. Desværre er der sjældent nogen, der tager sig tid til at overveje, om teorien er grundet på et holdbart fundament.

Man er nødt til at skelne mellem den ”svage” og den ”stærke” version af socialkonstruktivismen. Den svage version hævder, at en række samfundsinstitutioner (fx pengevæsnet) er socialt konstruerede i den forstand, at de er et resultat af sociale processer, som kan studeres sociologisk. Den stærke version går et skridt videre og hævder, at også den fysiske verden og videnskaben – og dermed videnskabelige teorier – ”blot” er sociale konstruktioner, resultater af menneskers forhandlinger, diskussioner og repræsentationer, med andre ord konsensusprodukter, som udspringer af sociale processer.

Den svage version af socialkonstruktivismen udarter sjældent til outrerede udsagn og påstande; den stærke socialkonstruktivisme, derimod, afføder af og til ”ekstreme” synspunkter. Et godt eksempel er den britiske sociolog Steve Woolgar, som i bogen ”Science. The Very Idea” hævder, at det ikke er virkeligheden, der skaber repræsentationen, men repræsentationen, der skaber virkeligheden. Fx giver det ifølge Woolgar ikke mening at tale om, at kontinentet Amerika eksisterede, før Columbus opdagede det i 1492: ”The fact of a discovered object and its character is the achievement of the discoverer’s (and/or others’) claims and definitional work” (s. 60).

Ét af problemerne (der er mange) med den stærke socialkonstruktivisme er, at den relativerer sig selv. Hvis alle videnskabelige teorier og udsagn om verden er sociale konstruktioner, som ikke har nogen absolut gyldighed, nogen højere sandhedsværdi, så gælder det samme for socialkonstruktivismen selv. Den er blot en social konstruktion, et produkt af sociale processer, og har ingen objektiv gyldighed, ingen sandhedsværdi, der gør, at vi skal tage dens udsagn for pålydende. En socialt konstrueret teori, der siger nøjagtig det modsatte af socialkonstruktivismen, er ifølge socialkonstruktivismen lige så gyldig, lige så sand og lige så brugbar som socialkonstruktivismen selv. Der er altså ingen grund til at tage socialkonstruktivismens udsagn for gode varer. Hvis den er sand (et begreb, socialkonstruktivisterne ikke har lov til at bruge), så er konkurrerende teorier, der modsiger den på samtlige vitale punkter, også sande, for vi har ingen objektiv standard, med hvilken vi kan måle teoriernes sandhedsværdi. Socialkonstruktivismens epistemologi har altså den for teorien uheldige konsekvens, at udsagnet ”intet er socialt konstrueret” er lige så korrekt som udsagnet ”alt er socialt konstrueret”.

Den stærke socialkonstruktivisme hviler derfor ikke på et sammenhængende og meningsfuldt epistemologisk fundament. Den svage socialkonstruktivisme lider ikke under samme vanskelighed, men hvis vi ønsker at bruge den i akademiske opgaver, bør vi være i stand til at give et plausibelt bud på, hvor man skal trække grænsen mellem konstruerede og ikke-konstruerede objekter – noget, der har voldt stort set alle moderate socialkonstruktivister svære vanskeligheder.

5. Hvad tæller som teori?

Når man bedriver akademisk skirvning, bruger man typisk masser af begreber og teorier, som man ikke reflekterer nærmere over, fordi man mener, at de er ”selvevidente”. Når man skriver en litteraturvidenskabelig opgave, forventer man, at læseren ved, hvad en fortæller er, eller hvad en metafor er. Når man skriver en fysikopgave, forventer man, at læseren ved, hvad massefylde og tyngdekraft er. Dette gælder, uanset hvilken baggrund den tænkte læser formodes at have. Det er ikke urimeligt at forvente, at en litterat ved, hvad massefylde og tyngdekraft er, ligesom det ikke er urimeligt at forvente, at en fysiker ved, hvad en fortæller og en metafor er. Begreberne hører til den ubestemmelige masse, vi kalder almen viden.

Forholder det sig også sådan med egentlige teoribygninger? Kan en litterat forvente, at en fysiker ved, hvad dekonstruktion og nykritik er? Kan en fysiker forvente, at en litterat ved, hvad kvanteelektrodynamik og strengteori er? Her tænkes selvsagt ikke på viden af typen ”det er noget med elektroner”, men den slags viden, der udspringer af ægte erkendelse, og som gør, at man ville være i stand til at redegøre for de overordnede tankegange i en given teori på en måde, så en person uden særlige forudsætninger ville være i stand til at forstå det.

Svaret på det spørgsmål må være ”nej”. Man kan så spørge: Kan man forvente, at en litterat ved, hvad dekonstruktion og nykritik er, og kan man forvente, at en fysiker ved, hvad kvanteelektrodynamik og strengteori er? Svaret på dette spørgsmål er uden betydning, for spørgsmålet er forkert stillet. Spørgsmålet er nemlig, om det er rimeligt at forvente, at en litterat og fysiker ved disse ting.

Og hertil må man svare ”ja”. Hvis man henvender sig til en snæver kreds af fagfæller – hvis opgavens intenderede læser har samme baggrund, som forfatteren har, og følgelig nogenlunde de samme forudsætninger – er det bestemt rimeligt at formode, at de er i besiddelse af viden om de dominerende teoribygninger inden for disciplinen. Det er muligt, at de ikke er det, men det har man ingen forudsætninger for at vide. Det er muligt, at teorien ikke er kendt og udbredt i det omfang, man bilder sig ind, og at man af den grund risikerer at tabe sin læser på gulvet, hvis man forudsætter, at han eller hun har kendskab til den. Det ændrer dog ikke på, at man må antage, at læseren er i besiddelse af en mængde specialviden og faglig indsigt, som gør, at han eller hun meget hurtigt vil kunne sætte sig ind i de overordnede principper for noget, som er ham eller hende ukendt – så længe man bevæger sig inden for den samme fagcirkel.

Ikke desto mindre er det vanskeligt at præcisere, hvor grænsen går. Hvornår skal man redegøre for sin teori, og hvornår kan man antage, at læserens tilstrækkelige kendskab til teorien overflødiggør en sådan redegørelse?

Der kan sandsynligvis ikke gives noget tilfredsstillende svar på dette spørgsmål. Inden man alligevel forsøger at komme med et bud, er man nødt til at fastslå, hvem den intenderede læser er. For svaret på spørgsmålet afhænger i høj grad af, hvem man henvender sig til.

I den sammenhæng er det nødvendigt at pointere forskellen mellem en videnskabelig og en populærvidenskabelig fremstilling. En populærvidenskabelig fremstilling er skrevet til den almene læser, ”lægmanden”, som ikke har nogen særlige forudsætninger og ingen særlig viden om det emne, fremstillingen beskæftiger sig med. En videnskabelig fremstilling er derimod skrevet til fagmanden, som netop har særlige forudsætninger, en særlig viden om det emne, som er fremstillingens genstandsfelt. Man må insistere på dette skel, hvor udemokratisk det end er, for ellers kan man ikke bedrive videnskab – så kommer man aldrig videre end til den overfladiske redegørelse, som umuliggør dybere forståelse.

Når man skriver en akademisk opgave, er den intenderede læser altså en fagfælle – fx en medstuderende, hvis man skal konkretisere det. Det betyder ikke, at man skal skrive indforstået; det betyder, at man med rimelighed kan forvente, at læseren har de samme forudsætninger, som man selv har. Og det er et fornuftigt udgangspunkt.

Ud fra dette kan man forsøge at angive, i hvilke tilfælde man bør redegøre for de begreber og den teori, man inddrager i opgaven.

1. Man bør redegøre for de begreber og teorier, som man applicerer på empirien, dvs. de begreber og teorier, som man bruger i analysen.
2. Man bør redegøre for de begreber og teorier, som man underkaster en nærmere undersøgelse (problematiserer).
3. Man bør redegøre for sit videnskabsteoretiske ståsted, dvs. sin epistemologi og ontologi – i det omfang, det kan lade sig gøre (der er visse pragmatiske hensyn, som skal tages, fx skal man respektere opgavens omfang).

Eksempel

1a. Vi analyserer Cervantes’ novelle ”Hundenes samtale” og vælger at fokusere på fortælleteknikken. Til at anskueliggøre denne benytter vi Genettes narratologi og terminologi, og derfor redegør vi for den i opgavens teoriafsnit.

1b. I vores filosofiske analyse af perceptionsproblemet diskuterer vi tre forskellige teorier om perception. For at vi kan komme i gang med analysen, er vi imidlertid nødt til at vide, hvad det er, vi analyserer; vi har brug for en funktionel definition af begrebet perception. Følgelig indleder vi vores teoriafsnit med en grundig definition af det filosofiske perceptionsbegreb, så vores analyse bygger på et præcist defineret begreb og ikke blot vage formodninger om, hvad perception er.

2a. Vi ønsker at underkaste Thorkild Jacobsens religionsteori en kritisk analyse ved at sammenholde den med det tilgængelige kildemateriale, og derfor er vi indledningsvis nødt til at præsentere Jacobsens teori i detaljer.

2b. Vi foretager en psykoanalytisk læsning af H.C. Andersens eventyr ”Reisekammeraten” med henblik på at demonstrere, at den nykritiske metode slet ikke magter at indfange denne teksts psykologiske dynamik. Selv om vi ikke applicerer nykritikken i analysen, figurer den indirekte som et kontrastobjekt, og den kommer til at spille en rolle i diskussionen, hvor resultater af den psykoanalytiske analyse bruges til at skyde den nykritiske litteraturforståelse ned. Derfor bør vi redegøre for nykrikken i vores indledende teoriafsnit.

3. Vores kvalitative undersøgelse af sygeplejerskers arbejde med KOL-patienter hviler på fænomenologien; i opgaven er det den fænomenologiske verdensforståelse, vi lægger til grund for analysen af sygeplejerskernes oplevelser. Derfor er vi nødt til at forklare læseren, hvad vi mener med fænomenologi, og hvordan den fænomenologiske tilgang styrer vores omgang med teorien.

Hvordan skal man forholde sig, hvis man inddrager teorier og begreber, som ligger uden for ens fagområde? Her må tommelfingerreglen være: Introducér og redegør for begrebet eller teorien. Som nævnt ovenfor kan man ikke med rimelighed forvente, at en litterat har kendskab til kvanteelektrodynamikken, eller at en fysiker har kendskab til dekonstruktion (det er ganske vist usandsynligt, at en litterat nogensinde kommer til at inddrage kvanteelektrodynamikken i en opgave, eller at en fysiker nogensinde kommer til at inddrage dekonstruktion, men pointen turde være åbenlys på trods af dette!).

Der vil selvfølgelig være grænsetilfælde, hvor man kan være i tvivl om, om den teori eller det begreb, man låner fra en anden fagdisciplin, er så alment kendt, at man ikke behøver at redegøre for det. I sådanne tilfælde må man bruge sin sunde fornuft og samtidig gøre op med sig selv, om man vil risikere at tabe sin læser, eller om man hellere vil være på den sikre side – med fare for at gøre sin opgave overdrevent pedantisk.

6. Hvor i opgaven skal teorien introduceres?

Den teori, man bruger i sin analyse, bør man introducere i et separat teoriafsnit, som kommer før analysen. Det er ikke hensigtsmæssigt for fremstillingen, at man afbryder sin analyse for at introducere begreber og teori, som har relevans for den analyse, man er i gang med – det forstyrrer opgavens flow og skaber unødig ”kaos”.

Derudover er det vigtigt, at læseren kender alle analysens forudsætninger, de antagelser, som man lægger til grund for sit analyse, inden han eller hun begiver sig i kast med analysen. Man kan kalde det en slags forventningsafstemning: Læseren ved på forhånd, hvad han eller hun kan forvente, og dermed kan han eller hun også vurdere, om der analyseres konsistent og i overensstemmelse med det videnskabelige udgangspunkt.

7. Anvendelse af originalkilder eller sekundærlitteratur?

Man kan både bruge originalkilder og sekundærlitteratur, når man skal redegøre for teorien. Fordelen ved at bruge originalkilder er, at man har sin viden fra hestens egen mund; den er ikke filtreret gennem et mellemled, en anden persons forståelse og fortolkning. Ideelt bør man tilstræbe at bruge så mange originalkilder som muligt i sin opgave, men man skal også være realistisk. Man har ikke mulighed for at læse alting, og man kan også have behov for at støtte sig til en sekundærfremstilling, hvis den teori, man beskæftiger sig med, er vanskelig eller uigennemtrængelig.