Tegnsætningsfejl – Sådan håndterer du dem som korrekturlæser

Komma

Kommaet er nok det mest forhadte af alle tegn i det danske sprog, velsagtens fordi kun de færreste har lært at sætte det korrekt. Selv på de ”højere” læreanstalter er der mange, der ikke mestrer kommatering.

Hvad denne generelle kommauduelighed resulterer i, er tekster fyldt med kommafejl (hvor den største fejl normalt er det totale fravær af kommategnet). Og det betyder, at man kommer til at bruge uforholdsmæssig meget tid på at rette kommafejl og sætte kommaer, når man læser korrektur. Det er der ikke noget at gøre ved. Man må yde, hvor der er behov, også selv om kommaet slet ikke fortjener al den opmærksomhed, der bliver det til del.

Reglerne for brugen af komma er oplistet i Retskrivningsreglernes §§ 45-51 – dem skal man selvfølgelig kunne udenad. Sprognævnets anbefaling om ikke at sætte startkomma kan man se bort fra; selv den mest kommaubehjælpsomme forfatter gør det (eller han forsøger i det mindste).

Det er klart, at reglerne skal tages med et gran salt; kommatering er ikke en eksakt videnskab. Nemmere bliver det ikke af, at Dansk Sprognævn tillader en (ofte stor) grad af fortolkningsfrihed, når det gælder kommateringen. I nogle tilfælde er det endog konteksten eller sætningens overordnede mening (betydningsindhold), der afgør kommaets placering, eller om det overhovedet skal være der.

Med andre ord kan selv den dygtigste korrekturlæser somme tider komme i tvivl. Det er der ikke nogen skamfuldt ved. Der findes ganske vist superkorrekturlæsere og supersprogbrugere, for hvem sligt er en umulighed; de kan passende kyle nærværende bog i skarnspanden og købe en enkeltbillet til Brigadoon.

Hvad er det så, der kan forårsage usikkerhed? Jeg har udplukket nogle eksempler, som jeg vil gennemgå i det følgende.

Sideordnede adjektiver. For ikke så længe siden stødte jeg under en tilfældig gennemlæsning af diverse politikeres Facebookopslag på denne sætning (da jeg ikke ønsker at hænge sætningens ophavsmand ud, forbliver vedkommende anonym): ”Liberal Alliance er Danmarks eneste, liberale parti”.

Det er unægtelig et interessant udsagn, for hvad betyder det egentlig? Jo, kommaet mellem ”eneste” og ”liberale” angiver, at vi har at gøre med to sideordnede adjektiver, og derfor står der: Liberal Alliance er det eneste parti i Danmark, og det er i øvrigt liberalt.

Det er sludder! Hvad skribenten sandsynligvis har ment, er dette: Der er kun ét liberalt parti i Danmark, og det er Liberal Alliance. En påstand, der naturligvis kan diskuteres, men som ikke uden nærmere argumentation kan afvises som faktuelt forkert.

Miseren skyldes det fejlplacerede komma mellem ”eneste” og ”liberale”. I dette tilfælde er der nemlig ikke tale om to sideordnede adjektiver; adjektivet ”liberale” er uløseligt knyttet til substantivet ”parti”, de to ord udgør en helhed, som adjektivet ”eneste” er underordnet. Derfor skulle sætningen have lydt: ”Liberal Alliance er Danmarks eneste liberale parti”.

Nu kan man imidlertid forestille sig mange sådanne sætninger med sideordnede adjektiver, hvor man nok man have en formodning om, at forfatteren mener noget andet end det, han skriver, men hvor man ikke bare lige kan fjerne kommaet mellem adjektiverne, fordi sætningen isoleret set er korrekt:

”Det var en revolutionerende, psykologisk teori” (en teori, der var revolutionerende og psykologisk), hvor meningen højst sandsynligt er: ”Det var en revolutionerende psykologisk teori (en psykologisk teori, der var revolutionerende).

Eller ”Han blev øjeblikkelig fortryllet af de charmerende, schweiziske landskaber” (landskaber, der er schweiziske og charmerende), hvor meningen højst sandsynligt er: ”Han blev øjeblikkelig fortryllet af de charmerende schweiziske landskaber (schweiziske landskaber, der er charmerende).

Hvad gør man med sådanne sætninger? Ja, i udgangspunktet skal man ikke rette noget, der er grammatisk korrekt – uanset hvad forfatterens intention så i øvrigt måtte være. Man kan selvfølgelig gøre det, hvis man er 100 % sikker på, at der ikke er tale om sideordnede adjektiver, men som altid, når man retter noget, der strengt taget ikke er forkert, kan man risikere at vække forfatterens vrede – og det er ikke ønskværdigt!

Den sikre løsning er altid at skrive en kommentar, hvori man gør forfatteren opmærksom på det uhensigtsmæssige komma. Så kan han selv tage stilling til, om han er enig i analysen eller ej.

Desværre har kommentarer en tendens til at vokse hæmningsløst som ukrudt, og når man først går i gang med at skrive dem, er det svært at standse igen. Og forfatteren har trods alt ikke bestilt et grammatikkursus.

Derfor skader det ikke bare at lade kommaet stå uden at gøre noget ved det. Ingen kan i hvert fald klandre korrekturlæseren for ikke at rette noget, der rent grammatisk er korrekt.

Appositioner. Meget ofte, når man retter, skal man forholde sig til forkerte appositioner af typen ”Den franske eksistensfilosof, Jean-Paul Sartre, udgav i 1943 Væren og intet” eller ”Danmarks hyggeligste ø, Bjørnø, ligger i Det Sydfynske Øhav”.

Det er ligetil. Mere tricky er appositioner af typen ”Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, deltog ikke i pressemødet”. Her er kommaerne omkring ”Mette Frederiksen” i det mindste i overensstemmelse med de retningslinjer, der angives i retskrivningsreglernes § 47, stk. (2). Man kan mene, at kommaerne er overflødige (og det med god grund), men det giver ikke korrekturlæseren ret til at slette dem.

Vanskeligheden opstår så, når forfatteren vil kombinere sin apposition med en genitiv: ”Der er usikkerhed om Danmarks statsminister, Mette Frederiksens, deltagelse på pressemødet”. Reglen er jo, at en sætning skal kunne fungere uden apposition, og uden apposition lyder denne sætning: ”Der er usikkerhed om Danmarks statsminister deltagelse på pressemødet”.

Hov! Hvad blev der af genitiven?

Man kan råde bod på problemet ved at sætte et genitiv-s på ”statsminister”, for så kan sætningen i det mindste fungere uden apposition: ”Der er usikkerhed om Danmarks statsministers deltagelse på pressemødet”. Gør man det, får man imidlertid en unaturlig dobbeltgenitiv, når man medtager appositionen i sætningen: ”Det er usikkerhed om Danmarks statsministers, Mette Frederiksens, deltagelse på pressemødet”. Det fungerer heller ikke.

Det er klart, at den nemmeste løsning er at skrive sætningen om: ”Det er usikkert, om Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, deltager på pressemødet”. Appositionsproblemet opstår kun på grund af dårlig sprogbrug.

Men det er ikke korrekturlæserens opgave at skrive sætningen om. Man er nødt til at arbejde med den sætning, forfatteren har skrevet.

Det giver korrekturlæseren tre valgmuligheder. 1) Man kan nøjes med at sætte genitiv-s på ”Frederiksen”. 2) Man kan sætte genitiv-s på ”Frederiksen” og ”statsminister”. 3) Man kan fjerne kommaerne omkring appositionen ”Mette Frederiksen” (gisp!).

Desværre forholder det sig sådan, at den eneste løsning, der er sprogligt tilfredsstillende – at fjerne kommaerne om ”Mette Frederiksen” – strider imod retskrivningsreglerne. Så hvad skal man gøre?

Tja, man kan evt. slå en terning.

Selvstændige led. Kommatering i forbindelse med selvstændige eller parentetiske sætningsled er en notorisk vanskelighed. Jeg citerer her fra Retskrivningsreglernes § 47, stk. (1) (så ingen skal få den mistanke, at jeg finder på disse absurditeter selv):

Med komma afgrænser man ord eller sætningsdele der står med en vis selvstændighed, ofte ligesom udenfor sætningen. Selvstændige sætningsdele er kendetegnet ved at de i reglen kan udelades uden at sammenhængen bliver meningsløs. Komma fungerer her som et fremhævelsesmiddel på linje med parentes og tankestreg og afgrænser hvad der i talt sprog ofte markeres ved hjælp af rytme, tonegang, pauser, tempo og lignende lydlige signaler:

Man kan, muligvis, finde en anden forklaring (= Man kan (muligvis) finde en anden forklaring).
Jeg er ikke spor træt, endnu (= Jeg er ikke spor træt — endnu).
Hun er 22 år, og enke.
Soldaterne havde, trætte og svedige efter den lange marchtur, lagt sig i grøften.

Når ord og sætningsdele som de nævnte står som almindelige, ikkefremhævede led, sættes der derimod ikke noget komma, fx

 Man kan muligvis finde en forklaring.
Jeg er ikke spor træt endnu.
Hun er 22 år og enke.
Soldaterne havde trætte og svedige efter den lange marchtur lagt sig i grøften.

Det er ofte en skønssag om en sætningsdel står med en sådan grad af selvstændighed at den bør afgrænses med komma.

Den sidste sætning fortjener at blive gentaget: ”Det er ofte en skønssag om en sætningsdel står med en sådan grad af selvstændighed at den bør afgrænses med komma”. Med andre ord: Sæt kommaet, hvis du har lyst, eller lad være med at sætte kommaet, hvis du ikke har lyst!

Hvordan det skal være muligt for nogen sprogbruger (eller korrekturlæser) at navigere i dette frit-valg-på-alle-hylder-komma, siger Retskrivningsreglerne ikke noget om. Men det giver unægtelig en smule fleksibilitet, når man retter.

Hvis nogen (forfatteren) mener, at man har begået en fejl, fordi man har fjernet et komma i sætningen ”Jeg sidder i biografen, helt alene”, så den i stedet lyder: ”Jeg sidder i biografen helt alene”, kan man altid forsvare sig med, at ens mavefornemmelse (eller ens højre storetå) fik en til at slette kommaet – og at Retskrivningsreglerne i øvrigt legitimerer det.

Man kan også bare følge den helt simple regel, der hedder: Hvis der er noget, der bare minder den mindste smule om et parentetisk eller selvstændigt led, og forfatteren har sat et komma foran det, så lad være med at fjerne kommaet.

Så er man på den sikre side.

 

Punktum

Punktummet er, modsat kommaet, et tegn, stort set alle forfattere har styr på. Men der er stadig nogle punktumproblematikker, det kan være godt at have in mente, når man retter.

Decimalpunktum. I Danmark bruger vi decimalkomma; en halv liter er 0,5 liter. I Storbritannien og USA bruger man imidlertid decimalpunktum, og det kan give problemer, hvis en forfatter enten er skolet i den britisk-amerikanske tradition eller anvender britisk-amerikansk litteratur, hvori decimalpunktummet optræder.

I Danmark er 1.224 milliarder ikke 1 milliard og 224 millioner, men 1 billion og 224 milliarder. Hvis ikke forfatteren (og korrekturlæseren) er opmærksom på dette, kan en virksomheds regnskab komme til at se meget fantastisk ud.

Punktum bruger man til at adskille enheder a 1.000, f.eks. 1.224 eller 12.749.345. Der er dog en enkelt undtagelse, årstal, som pr. konvention skrives uden tusindtalsseparator. Hvis en forfatter bruger tusindtalsseparatorer i en tekst, der også indeholder årstal, bliver han nødt til enten at begå en konsekvensfejl (hvis han skriver ”år 2023”, men ”2.023 vælgere) eller at skrive årstallet med separator (”år 2.023”, hvilket må betragtes som en klar fejl).

Der er reelt set også en mulighed for at bruge mellemrum som tusindtalsseparator, f.eks. 22 300, men det udrydder ikke konsekvensfejlen, for ”år 2023” kan under ingen omstændigheder skrives ”år 2 023”.

Igen ser vi altså, at ekstern konsekvens stort set er umulig at opnå i en tekst.

Tøve- og udeladelsesprikker. Det er ikke hensigtsmæssigt, at tøven eller uafsluttede udsagn (”Jeg ved ikke helt, om … Er det nu også en god ide?”) og udeladelse af tekst (”Rapporten konkluderer, … at kriminalitetsraten er faldet”) udtrykkes på samme måde, med tre punktummer efter hinanden.

Man kan nemlig ikke ud fra prikkerne alene konkludere, om der er tale om tøven eller udeladelse af tekst. Det må konteksten og sætningens betydningsindhold afgøre.

Nogle forfattere skelner så alligevel, idet de ved tekstudeladelse sætter parentes om prikkerne, (…). Selv om denne praksis strengt taget ikke legitimeres af Retskrivningsreglerne, bør man ikke fjerne parenteserne, for de introducerer en naturlig markør, ved hjælp af hvilken man kan skelne mellem to identiske skrivemåder.

I mange tilfælde er forfatteren horribelt inkonsekvent, når han anvender tøve- og udeladelsesprikker. Normen er tre (som angivet i Retskrivningsordbogen), men der bruges gerne alt mellem to og fem – helt uden systematik. I alle tilfælde er tre det eneste korrekte.

Der er tillige mange forfattere, der glemmer at lave mellemrum mellem prikkerne og de omkringstående ord, så at det bliver ”Jeg tror…Nej, måske ikke” eller ”Jeg tror… Nej, måske ikke” eller ”Jeg tror …Nej, måske ikke”. Sådanne mellemrum er det let at overse, når man læser korrektur, så vær opmærksom på dem.

(Til gengæld skal der ikke være mellemrum, når prikkerne fuldender et ord, der påbegyndes uden at blive skrevet færdig, f.eks. ved selvcensur: ”For h…, det er koldt”).

Punktopstillinger. Der er mange misforståelser om punktopstillinger, og hvordan de skal skrives.

To af de mest er udbredte er, at man skal sætte et punktum, 1) når et punkt udgøres af en helsætning, og 2) efter det sidste punkt i punktopstillingen.

Den første af disse ”regler” foreskriver, at der i følgende punktopstilling skal være punktum efter hvert punkt:

• Æblerne er grønne.
• Bananerne sælges enkeltvis.
• Vindruerne kommer fra Spanien.

Og den anden ”regel” foreskriver, at der skal sættes et slutpunktum i følgende punktopstilling:

• Kierkegaard
• Nietzsche.

Begge ”regler” er noget vås. Retskrivningsreglernes § 41, stk. (2) siger det ganske tydeligt: ”Der sættes normalt ikke punktum efter sætninger, forkortede sætninger eller ord som står alene i en linje, idet linjebruddet fungerer som tegn”.

Skulle forfatteren have sat de pågældende punktummer, behøver man ikke at slette dem. Men har han ikke gjort det, behøver man absolut ikke at sætte dem for ham. Jo færre tegn en punktopstilling indeholder, jo bedre! Linjebruddet og den grafiske punktmarkør er adækvate tegnsubstitutter.

 

Bindestreg og tankestreg

Mange forfattere forveksler bindestregen og tankestregen med hinanden.

Bindestregen (-) er typografisk kortere end tankestregen, og den skrives uden mellemrum til de omkringstående ord.

Tankestregen (–) er typografisk længere end bindestregen, og den skrives med mellemrum til de omkringstående ord.

Det hænder ofte, at bindestregen bliver brugt i stedet for tankestregen, f.eks. i indskudte sætninger: ”Jeg har - som det vil fremgå af næste afsnit - ikke beskæftiget mig med psykoanalysen”.

Når tankestregen bliver brugt i stedet for bindestregen, er det ofte i udtryk som ”marxistisk–leninistisk”, ”mandag–fredag” og ”8–12”.

Sidstnævnte udtryk er i øvrigt en kilde til en kedelig, men meget udbredt fejl. Fejlen går ud på, at forfatteren kombinerer ordet ”fra” og en bindestreg: ”Butikken er åben fra mandag-fredag”.

Den går ikke, for bindestregen har i sådanne udtryk betydningen ”fra … til”. Så bliver man nødt til at rette sætningen, så den enten lyder: ”Butikken er åben mandag-fredag” eller: ”Butikken er åben fra mandag til fredag”.

En anden udbredt fejl er at bruge bindestregen i stedet for en fælles orddel i udtryk, hvor der netop ikke er en fælles orddel: ”Der er tale om et vejr- og atmosfærisk fænomen” og ”Vi gennemgår forskellige styrings-, adfærdsmæssige og ledelsesmekanismer”. En (mere sjælden) variant af denne fejl er: ”Det er en teori med mange sociologiske-, psykologiske- og filosofiske perspektiver”. De fejl skal man være særligt opmærksomme på, når man retter.