Redegørelse
Hvad er en redegørelse, og hvordan skriver man en redegørelse?
I akademiske opgaver er der altid et krav om redegørelse. Det gælder for specialer, bachelorprojekter, srp-opgaver, ph.d.-afhandlinger og alle andre opgavetyper.
Man skal kunne redegøre, fx for eksisterende viden, sin empiri, metodevalg, nyere forskning, teorier, synspunkter og lignende. Hvad der specifikt redegøres for, kommer an på den enkelte opgave, men når man arbejder videnskabeligt, er det vigtigt at vise, at man kan forstå komplekse forhold og formidle det væsentlige i en redegørende fremstilling.
Men hvad er en redegørelse, og hvordan skriver man en redegørelse?
En redegørelse er en skriftlig (eller mundtlig) fremstilling med følgende træk:
- En redegørelse er en systematisk og præcis fremstilling af forlægget
- En redegørelse er struktureret efter væsentlighed
- En redegørelse er loyal over for forlægget
- En redegørelse er saglig og objektiv
En præcis, loyal og objektiv gengivelse af forlægget
En god redegørelse er en struktureret fremstilling af det, der redegøres for, fx et emne, en tekst, en begivenhed eller en teori. Redegørelsen medtager de væsentlige og relevante dele af forlægget, så læseren kan danne sig indtryk af det. En redegørelse er præcis og kortfattet. Der er altså ikke tale om, at alle forlæggets detaljer skal gengives – kun det væsentlige skal med. Modtageren skal – på baggrund af redegørelsen – hurtigt kunne danne sig et overblik over det, der redegøres for.
Struktureret efter væsentlighed
Fremstillingen er kortfattet, og den er struktureret efter et væsentlighedsprincip. Redegørelsen skal give modtageren overblik over det, der redegøres for, og man redegør altid for det vigtigste først. En redegørelse kræver derfor, at man analyserer sagen. Man skal danne sig en samlet forståelse af sagen, så man på den baggrund kan sortere i stoffet og udvælge sagens væsentligste elementer. At redegøre er altså også at prioritere i de informationer, man får.
I grunden skal man strukturere sin redegørelse, ligesom en journalist strukturerer indholdet i en artikel, nemlig efter nyhedstrekantens kompositionsprincip om faldende vigtighed. Med andre ord: Det vigtigste først. I både artikler og redegørelser står formidlingsaspektet meget stærkt. Ligesom en artikel leverer hovedbudskabet først, skal redegørelsen indledes med det væsentligste.
Skal man redegøre for en argumenterende tekst, fx en politisk tale eller en klumme, skal man ikke redegøre for forlæggets synspunkter i den rækkefølge, de fremføres. Nej, man skal indlede med det væsentligste synspunkt i forlægget – altså forlæggets hovedbudskab.
Skal man redegøre for en teori, fx nykritikken, skal man ikke indlede med teoriens baggrund eller udbredelse i dag. Nej, man bør indledningsvis slå fast, at nykritikken forstår litterære værker som autonome enheder med sin egen værdi – uafhængigt af konteksten.
Skal man redegøre for en historisk begivenhed, fx Cuba-krisen, skal man ikke begynde med at beskrive Cubas styresystem, krisens varighed eller hvem, der var præsident i USA under krisen. Nej, man begynder med det væsentlige, at Cubakrisen var en 13 dage lang konflikt mellem USA og Sovjetunionen som følge af Sovjetunionens placering af missil-anlæg på Cuba.
Loyal over for forlægget
Det er vigtigt at være loyal over for det, man redegør for, uanset hvad man personligt måtte mene om det. I en redegørelse af fx en argumenterende tekst skal man altså ikke tage stilling til sagen, der diskuteres, eller til de argumenter, der fremføres. Uanset hvor uenig man måtte være med forlægget, må man gengive det loyalt. Redegør man for en trend, skal man heller ikke vurdere, om trenden er et modefænomen eller et mere blivende fænomen.
Redegørelsen skal altså være neutral og objektiv. Man skal derfor også udtrykke sig i et objektivt sprog, fx vælge ord, der gengiver sagen, teksten, metoden etc. neutralt. Redegør man eksempelvis for lønudviklingen blandt ledere i det offentlige, skal man ikke betegne en lønstigning som en lønfest. Med ordet lønfest udtrykker man en holdning, nemlig den, at lønstigningen er for stor og udtryk for frås med offentlige midler.
Brug af redegørelsesmarkører
I forlængelse af ovenstående kan man bruge redegørelsesmarkører til at markere afstand til det redegjorte, så modtageren ikke er i tvivl om, at det ikke er skribentens, men andres tanker, tekster, synspunkter m.v., skribenten gengiver. Man kalder sådanne markører for distancemarkører.
- Ifølge Mahler er postmodernismen karakteriseret ved, at ...
- Forfatterne anfører, at ....
- Det fremgår af kilden, at ...
- Septrups centrale synspunkt er, at ...
Når man redegør for andres tanker, synspunkter eller refleksioner, er det vigtigt, at man tydeligt markerer, at de synspunkter eller tanker, man fremfører, ikke er ens egne, men andres. Det sikrer distancemarkørerne.
Hvis man rent faktisk redegør for sit eget synspunkt eller sine egne tanker om en sag, er det tilsvarende vigtigt, at man i redegørelsen tydeliggør dette sprogligt.
I en redegørelsen skal man også markere, at informatioerne er stuktureret efter et princip om vigtighed. Man kan kalde sådanne markører for væsentlighedsmarkører.
- Det væsentligste synspunkt i teksten er ...
- Det centrale ved metoden er, at ...
- Det vigtigste fund i studiet er ...
At redegøre er ikke at resumere, referere eller analysere
En redegørelse skal ikke forveksles med et resumé eller et referat. Både resumeet og referatet er struktureret efter forløbet i det, der gengives. Skal man fx skrive et mødereferat, vil referatet følge dagsordenen, punkt for punkt. Skal man skrive et referat af en novelle, vil redegørelsen følge handlingsforløbet i novellen. Tilsvarende vil et resumé også være forpligtet på rækkefølgen i det, der redegøres for.
Anderledes forholder det sig med en redegørelse. Her skal man som sagt skrive det vigtigste først, også selv om det måtte stå sidst i forlægget.
Af den årsag er det noget nær en dødssynd, når man ubevidst kommer til at afsløre, at man ikke redegør efter informationernes væsentlighed. Hvis man fx skal redegøre for synspunkterne i en politisk tale af Mette Frederiksen, skal man IKKE bruge formuleringer a la "Først taler Mette Frederiksen om, at ..., "Senere kritiserer hun Venstre for at ...." og "Afslutningsvis fremfører Mette Frederiksen det synspunkt, at ..."
De sproglige tidsmarkører først, senere og afslutningsvis afslører, at redegørelsen slavisk følger rækkefølgen i talen. Det er ikke meningen. Man skal derimod redegøre efter væsentlighed, altså hovedbudskabet i talen øverst og så fremdeles.
Dokumentation er ikke et krav
At skrive en god redegørelse kræver analyse, men det må ikke forveksles med analyse som en fremstillingsform. I en analyse undersøger man en sag i dybden, og man dokumenterer sine iagttagelser løbende med citater – hvis altså man analyserer sprog. Kravet om dokumentation skyldes, at analyse ikke er objektiv videnskab. Hvis man dokumenterer sin analyse, sandsynliggør man, at analyseresultatet er korrekt.
En redegørelse er mere objektiv end en analyse. Derfor er der ikke noget krav om dokumentation. Modtageren må stole på, at redegørelsen er saglig og objektiv. Man skal altså i udgangspunktet ikke dokumentere redegørelsen. Men hvis et par citater bidrager til at fremstille sagen klart og præcist, skal man dog ikke afholde sig fra at bruge dem.
Sådan skriver du en redegørelse
- Sæt dig ind i stoffet eller teksten.
- Udpeg de vigtigste pointer.
- Vurder, om nogle af pointerne kan puljes, fordi de dybest set udtrykker den samme hovedpointe.
- Sorter alle pointerne efter væsentlighed.
- Skriv redegørelsens første del om den vigtigste pointe.
- Skriv derefter del 2 om den næstvigtigste pointe og del 3 om den tredjevigtigste pointe. Ønsker du en grundigere redegørelse, kan du inddrage flere pointer.
- Tjek, om redegørelsen overholder genrekravene, som er listet øverst i denne artikel.
- Afslut med tjek af sproglig objektivitet, sproglig præcision og grundig korrekturlæsning