Pronomen

Pronomen

Et pronomen er et ”ord, som står i stedet for eller henviser til et tidligere nævnt eller underforstået substantiv eller substantivisk udtryk” (DDO). Fordi et pronomen står i stedet for et substantiv, en ordgruppe med et substantiv som kerne eller (i sjældne tilfælde) en hel sætning, kalder vi det et stedord på dansk.

Pronominernes stedfortræderfunktion ser vi i følgende sætninger:

• Peter er god til matematik. → Han er god til matematik.
• Jens giver naboens søde og velopdragne børn slik. → Jens giver dem slik.
• Fødevarepriserne stiger. At fødevarepriserne stiger, er problematisk. → Fødevarepriserne stiger. Det er problematisk.

Et pronomen kan imidlertid også stå attributivt, som et såkaldt determinativ i en ordforbindelse med en substantivisk kerne. Et determinativ er et led, som står foran et substantiv og ”determinerer” det, dvs. angiver, om substantivet står i bestemt eller ubestemt form og i ental eller flertal. Når pronomenet har en attributiv funktion, minder det om et adjektiv:

• Disse kager smager virkelig godt!
• Din søster går i 8. klasse.
• Alle danskere taler dansk.
• Nogle danskere taler fransk.

Pronomener kan bruges deiktisk, anaforisk og kataforisk.

Når pronomener bruges deiktisk, henviser de til eller peger på noget konkret i en given kontekst (deiksis kommer af et græsk ord, som betyder ’udpege’). Det kan være den, der kommer med et udsagn, og/eller den eller de personer, som er ytringens intenderede modtager(e):

• Du er godt nok sød!
• Kast bolden til mig!
• Disse kager smager virkelig godt!

Fælles for disse tre sætninger er, at pronomenerne – du, mig og disse – refererer til personer eller ting, som kun kan identificeres ud fra den aktuelle kontekst og af de personer, som befinder sig inden for den virkelighed, i hvilken sætningerne bliver til. Hverken du, mig eller disse viser tilbage til noget, der allerede er blevet nævnt, eller frem til noget, som vil blive nævnt. Hvad pronominerne dækker over, kan kun afkodes i øjeblikket af de personer, der er omfattede af samtalesituationen.

Når pronominer bruges anaforisk, viser de tilbage til noget, som er blevet nævnt (i den foregående sproglige kontekst). Pronominerne har et sprogligt korrelat (her markeret med understregning):

• Jens har bagt småkager. De smager virkelig godt!
• Jeg har købt en ny computer. Den er lynhurtig.

Når pronomener bruges kataforisk, henviser de til noget, som endnu ikke er blevet nævnt, men som bliver nævnt lige bagefter. Her optræder korrelatet efter pronomenet:

• Han er en fantastisk fodboldspiller, Christian Eriksen.
• Det er en stor begivenhed, VM i fodbold.

Den kataforiske brug af pronomenerne er meget udbredt i talesproget (især blandt sports-kommentatorer). Deiktiske pronomener optræder også hyppigt i talesproget, men er mere sjældne i akademiske opgaver og anden sagprosa. Til gengæld bliver de ofte brugt i skønlitterære tekster, når replikker og direkte tale skal gengives. Anaforiske pronominer er dominerende i skriftsproget i såvel skønlitteratur som sagprosa, selv om de naturligvis også optræder i talesproget.

 

Personlige pronomener

Personlige pronomener henviser til grammatiske subjekter, dvs. de personer, genstande eller referenter, som indgår i en samtale eller tekst. De bøjes i person (1., 2. og 3. person), numerus (ental og flertal) og kasus (nominativ, akkusativ og genitiv). I 3. person ental bøjes de også i genus. Hvis man sætter dem ind i et skema, ser de således ud.

 

	Nominativ	Akkusativ	Genitiv
ENTAL
1. person	jeg	mig	–
2. person	du	dig	–
3. person	han hun den det	ham hende den det	hans hendes dens dets
FLERTAL
1. person	vi	os	vores
2. person	I	jer	jeres
3. person	de	dem	deres

 

I 3. person ental henviser formerne den og det til grammatisk køn: den til fælleskøn og det til intetkøn, fx kirken, den er lille, huset, det er stort. Formerne han og hun henviser til biologisk eller socialt køn. En pige er hun, og en dreng er han. En pilot kan være enten hun eller han, det afhænger af den konkrete pilots biologiske/sociale køn, som må udledes af sammenhængen – man bruger ikke den om mennesker (kun om ting). Substantivendelsen -inde kan i nogle tilfælde bruges til at angive biologisk/socialt hunkøn, fx skuespillerinde.

Pronomenerne jeg og du har ingen genitivform. Til gengæld har vi de possessive pronomener min og din, der ligesom genitivformerne udtrykker et ejendoms- eller samhørighedsforhold. I 1. person flertal har vi desuden det possessive pronomen vor, der efterhånden er ved at glide ud af sproget til fordel for vores. De possessive pronomener kongruensbøjes i genus og numerus efter det foranstillede substantiv:

• Min bil. (fælleskøn, ental)
• Mit telt. (intetkøn, ental)
• Mine børn. (flertal)

De possessive pronomener kan vi også sætte ind i skemaet, så vi får følgende.

 

	Nominativ	Akkusativ	Genitiv	Possessiv
ENTAL
1. person	jeg	mig	–	min
2. person	du	dig	–	din
3. person	han hun den det	ham hende den det	hans hendes dens dets	– – – –
FLERTAL
1. person	vi	os	vores	vor
2. person	I	jer	jeres	–
3. person	de	dem	deres	–

 

Til de personlige pronominer henregner vi også de refleksive pronomener. På dansk har vi en række verber, der er forbundet med et pronominelt objekt, der viser tilbage til subjektet, fx at glæde sig, han glæder sig. I 3. person ental og flertal er det refleksive pronomen sig; i alle andre personer bruges akkusativformen af det personlige pronomen.

 

	Refleksiv
ENTAL
1. person	mig
2. person	dig
3. person	sig
FLERTAL
1. person	os
2. person	jer
3. person	sig

 

En særlig afart af det refleksive pronomen er det refleksive possessive pronomen, som kun findes i 3. person ental. Når et pronomen, der udtrykker et ejendoms- eller samhørighedsforhold, henviser til subjektet i en sætning, bruger vi sin (sit, sine), fx han elsker sin søster.

Til de personlige pronominer hører også de reciprokke pronomener, der angiver, at en handling eller et forhold er gensidigt og berører hver af de personer, som udgør subjektet i en given sætning, fx vi elsker hinanden. På dansk har vi 2 reciprokke pronominer, hinanden og hverandre, om end sidstnævnte stort set er gledet ud af sproget.

 

Andre pronemener

Demonstrative pronomener bruges til at udpege eller fremhæve en person, genstand eller referent i en samtale eller tekst. De demonstrative pronomener omfatter denne, dette og disse, men den, det og de kan også bruges demonstrativt. Demonstrative pronomener kan både optræde selvstændigt og attributivt, og de kongruensbøjes i genus og numerus.

• Dette fænomen er velkendt.
• Jeg er vild med den blomst derovre.
• Jeg kigger på ekspedienten. Denne har blå øjne.

Interrogative pronomener indleder en spørgende hoved- eller bisætning. Hvem, hvad og hvilken er interrogative pronomener, som hører til gruppen af såkaldte hv-ord (spørgeord). Andre spørgeord som hvorfor, hvordan, hvor, hvorledes og hvornår er ikke pronomener, men adverbier. Hvem og hvad optræder selvstændigt, hvorimod hvilken normalt (men ikke altid) optræder attributivt. Hvad bøjes ikke, hvem kasusbøjes (hvis er genitivformen af hvem), mens hvilkenkongruensbøjes i genus og numerus (hvilket, hvilke).

• Hvem deltager?
• Hvilken is vil du have?
• Jeg kan ikke høre, hvad du siger.

I nogle tilfælde er det nødvendigt at indsætte et der efter det interrogative pronomen i en spørgende bisætning (en såkaldt grundledsstøtte, her markeret med understregning):

• Ved du, hvem der kommer?

Relative pronomener indleder bisætninger. De mest almindelige relative pronomener er som og der, men de interrogative pronomener hvem, hvilken og hvad kan også indlede relative bisætninger og må derfor også betragtes som relative pronomener. Et relativt pronomen henviser til et led i hovedsætningen eller til hele hovedsætningen og vil typisk fungere som subjekt eller direkte objekt i bisætningen. Hvis pronomenet er subjekt, er det valgfrit, om man vil bruge som eller der. Hvis pronomenet er objekt, skal man bruge som.

• Manden, der/som var uovervindelig.
• Her er bogen, som jeg fortalte dig om.
• Han peger på huset, i hvilket jeg har boet hele mit liv.

Hvis det relative pronomen har genitivfunktion, bruger man altid hvis:

• Jeg valgte den taske, hvis rummelighed var størst.

Hvis man har to sideordnede relative bisætninger, bruger man altid som i bisætning nr. to:

• Manden, der/som er 30 år gammel, og som har to biler.

Indefinitte pronomener erstatter substantiver og henviser til en ikke nærmere identificeret person eller ting. Til de indefinitte pronomener henregnes man, ingenting, alting, alle sammen samt enhver, nogen, ingen og al (når de benyttes selvstændigt). De indefinitte pronomener har stedfortræder-funktion. Ingenting og alting bøjes ikke. Man har kongruensbøjning (akkusativformen en og genitivformen ens), enhver bøjes i genus (ethvert ved intetkøn), anden, nogen, ingen og al bøjes i genus og numerus.

• Man skal være forsigtig, når man kører bil.
• Ingen så, hvad der skete.
• Jeg er træt af alting.

Kvantitative pronomener angiver en ubestemt eller ikke nærmere specificeret mængde. Hver, enhver, nogen, ingen og aler kvantitative pronomener, når de benyttes attributivt. Al angiver en positiv totalitet (alle var begejstrede), ingen en negativ totalitet (ingen var begejstrede), og nogle en ikke nærmere defineret mængde derimellem (nogle var begejstrede). Begge regnes også som et kvantitativt pronomen, på trods af at det angiver en specifik defineret mængde (nemlig to personer eller genstande). Ordene mange, flere, få, mere, meget, lidt og hel, som normalt også henregnes til de kvantitative pronomener, er egentlig adjektiver.

• Ethvert grammatisk fænomen er interessant!
• Der er ingen mennesker på gaden.
• Hver dag synger han.

Endelig regner de fleste grammatikker med en bunke relationelle pronomener, fx anden, samme, ene, egen, eneste, ligesådan, selve, somme, sådan og vis. Med undtagelse af anden og somme er der dog tale om adjektiver og adverbier. De såkaldte relationelle pronomener udtrykker forhold eller tilknytning mellem forskellige personer, genstande eller referenter, at noget står i relation til noget andet.

• Din hund er sød, men min egen hund er sødere.
• Jeg har den samme hund som Peter
• Vi vil have en anden hund.

Læs evt. artiklen om stedord med gode råd til brugen af stedord (altså pronomener) i akademiske opgaver.