Problemformulering

Hvad er en problemformulering?

En problemformulering er en sproglig præcis beskrivelse af et fagligt problem, der skal undersøges. Problemformuleringen består typisk af en kort beskrivelse af problemet og et hovedspørgsmål, som besvares i opgaven.

En god problemformulering fungerer som et styringsredskab under hele skriveprocessen. Den både afgrænser stofområdet og giver opgaven retning. En god problemformulering er således forudsætningen for en god opgave, uanset om der er tale om et bachelorprojekt, et speciale eller en ph.d.-afhandling. Af samme grund kan processen med at udvikle problemformuleringen opleves angstprovokerende, fordi opgavens kvalitet i et vist omfang står og falder med problemformuleringen.

Derfor er det vigtigt, at man afsætter god tid til problemformuleringsprocessen, ikke mindst til litteraturstudiet.

En god problemformulering forudsætter et grundigt litteraturstudie

For at kunne formulere en god problemformulering kræver det, at man sætter sig grundigt ind i det emne, man skal arbejde med. Det kræver med andre ord et litteraturstudie, hvor man undersøger eksisterende viden og teori inden for det område eller problemfelt, man arbejder med.

I litteraturstudiet er det naturligvis afgørende, at man orienterer sig i den nyeste litteratur, så man viser sine bedømmere, at den viden, man baserer sin opgave på, også inkluderer den nyeste viden.

Litteraturstudiet vil typisk give anledning til, at man stiller sig selv nogle spørgsmål til sit emne. De spørgsmål skal man skrive ned, for de kan fungere som en slags brainstorm. I denne indledende fase gør det ikke noget, at spørgsmålene er brede og måske endda en smule banale.

Spørgsmålene kan – alt andet lige – udtrykke forskellige perspektiver eller vinkler på emnet, som er guld værd, når den endelige problemformulering udarbejdes.

Hvad er et ægte problem?

Som studerende skal man nok affinde sig med, at det bliver svært at formulere et projekt, der nedbryder eksisterende paradigmer og flytter afgørende på menneskets forståelse af livet og universet. Men mindre kan også gøre det, og grundideen om anomalier er god at have med i de indledende faser af opgaveskrivningen.

Hvis man under sin research falder over et af følgende, kan det udgøre et glimrende udgangspunkt for en problemformulering:

• En faglig ”sandhed”, man er uenig i
• Noget, man undrer sig over, eller noget, man finder ulogisk
• Sammenhænge, der ikke kan forklares
• Et område, hvor der mangler viden.

Det handler om at finde et ægte problem, man vil undersøge, og formulere det hovedspørgsmål, der adresserer problemet. Hvis man ved få klik kan google sig frem til svaret, må svaret være et kendt faktum. Så er der selvsagt ikke tale om et ægte problem.

Når man i sin research dykker ned i litteraturen, vil der sikkert være noget, der undrer én. Hvis man spørger sig selv: Hvordan kan det være, at ... har man måske kimen til et ægte problem, man kan undersøge. Her blot et par tænkte eksempler:

• Hvordan kan det være, at behovet for besparelser i den offentlige sektor synes permanent, når der samtidig effektiveres?
• Hvordan kan det være, at Dansk Folkeparti blev halveret ved folketingsvalget i 2019?
• Hvordan kan det være, at danske skoleelever klarer sig dårligere nu end tidligere, når eleverne går meget mere i skole i dag end for 5 år siden?
• Hvordan kan det være, at dansk film- og tv-produktion til stadighed kan udvikle film og serier, der klarer sig godt internationalt?

Disse undringsspørgsmål er for brede til at udgøre egentlige hovedspørgsmål i en problemformulering, men de er gode afsæt til et videre arbejde. De bygger på en undren, som kan undersøges nærmere.

Når det er sagt, kan alle opgaver ikke være lige originale. Der vil finde reproduktion af viden sted i alle opgaver, og man kan sagtens få en god karakter for en opgave, selv om hovedspørgsmålet er behandlet før. Men det tæller naturligvis på plussiden, hvis ens egen undersøgelse bidrager med en lidt anden vinkel, så den kendte viden trods alt alligevel udvides.

Men idealet må være, at man undersøger et ægte problem, hvor svaret ikke er givet på forhånd.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Åbne og lukkede spørgsmål

I arbejdet med at finde et relevant hovedspørgsmål skal man helst navigere uden om lukkede spørgsmål, der kun kan besvares med et ja eller nej. De kunne lyde som følger:

• Er antallet af hjemløse i Danmark steget indenfor de sidste 10 år?
• Har USA et bedre sundhedssystem end Danmark?

Et lukket spørgsmål som hovedspørgsmål er en dårlig idé, fordi det ikke udtrykker en undren eller opmuntrer til refleksion. 

Spørgsmål, der begynder med ”hvordan” eller ”hvorfor”, er derimod åbne spørgsmål og derfor langt mere interessante som afsæt til en videnskabelig undersøgelse. Hvorfor-spørgsmål vil typisk kræve af den studerende, at han/hun analyserer på årsager, baggrunde, forklaringer og sammenhænge. Hvordan-spørgsmål kræver både redegørelse og analyse, der danner grundlaget for den senere vurdering og handleanvisning, der typisk er svaret på opgavens hvordan.

Faktisk er spørgsmål, der ikke gives et entydigt svar på, at foretrække i en akademisk kontekst, og derfor er hv-ord (pånær ”hvem”) relevante afsæt for et godt hovedspørgsmål. Et par eksempler på åbne spørgsmål kunne være:

• Hvilke politiske og økonomiske faktorer har påvirket antallet af hjemløse i Københavnsområdet?
• Lærerne i gymnasieskolen har gennem en årrække været ramt af faldende forberedelsestid, uden at det er slået negativt igennem i elevernes karaktergennemsnit. Hvilken betydning har brugen af it-pædagogiske værktøjer til forløbsdeling for, at undervisningens kvalitet tilsyneladende ikke lider under besparelserne.

Besvarelsen af spørgsmålene kræver, at man i langt højere grad skal analysere, diskutere og vurdere, end det er tilfældet med lukkede spørgsmål. Opgaveformuleringen kræver derfor arbejde på et højere taksonomisk niveau og mere selvstændighed at besvare, og den forudsætter, at man foretager et egentligt videnskabeligt arbejde.

Det er en selvfølge, at det vil resultere i en langt mere original opgave, der i sagens natur vil kunne blive langt bedre bedømt.

Det er ikke alle problemformuleringer, der formuleres som et spørgsmål. Man kan fint omformulere spørgsmålet til et deklarativt udsagn, fx:

• Formålet med denne opgave er at undersøge, hvilke politiske og økonomiske faktorer der har påvirket antallet af hjemløse i Københavnsområdet.
• I denne opgave argumenteres for, at de sociale medier Facebook og Twitter havde afgørende indflydelse på Trumps sejr ved præsidentvalgkampen i 2016.

Det afgørende er, at problemformuleringen, hvad enten den udtrykker en hensigt eller en påstand, kan omformuleres til et spørgsmål. Det er væsentligt, at opgaven bygger på et ønske om at producere viden om noget, der er underbelyst.

Eksempel på problemformulering

En god problemformulering er snæver og specifik, og den resulterer derfor i en fokuseret opgave. Hvis problemformuleringen er for bred, bliver opgaven tilsvarende upræcis.

Lad os sige, at emnet er sociale medier og mentalt helbred. Her kunne man spørge:

• Hvordan påvirker de sociale medier folks mentale helbred?

Dette er et eksempel på en dårlig problemformulering, fordi hovedspørgsmål er for bredt, og det vil sikkert resultere i en fuldstændig uoverskuelig opgave, refererende af karakter, uden dybde og fokus. Det er nærliggende at forestille sig, at opgavebesvarelsen vil føre til ret banale pointer, der er fremført før.

Derfor handler den gode problemformulering om, at man gør hovedspørgsmålet specifikt. Det er følgende problemformulering et eksempel på:

• Hvordan påvirker hyppig brug af Instagram selvbilledet hos teenagere i alderen 14-16 år?

Fra den brede formulering er perspektivet her snævret markant ind:

• Sociale medier ⇒ Instagram
• Folks ⇒ Teenagere i alderen 14-16 år
• Mentale helbred ⇒ Selvbillede

Det giver en mere skarp og præcis problemformulering.

Lad os tage et andet eksempel, her på en for bred og upræcis problemformulering:

• Hvorfor kom Hitler til magten i 1933?

Det er der sikkert mange grunde til, at han gjorde, så hvor skal man starte? Hvad er det dybest set, man vil undersøge?

En mere specifik og snæver version af ovenstående kunne lyde:

• Hvordan har Weimarrepublikkens mange fejlslåede koalitioner påvirket den almindelige tyskers opfattelse af Hitlers parti, NSDAP?

Emnet i de to spørgsmål er det samme. Det handler om, hvad der førte til Hitlers magtovertagelse i 1933. Men projektet i sidstnævnte eksempel på problemformulering er mere fokuseret, fordi man undersøger én mulig årsag ud af mange, nemlig det tyske folks oplevelse af Weimarrepublikkens fejlslåede koalitioner.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Hovedspørgsmål og underspørgsmål

Den gode opgave er ét svar på ét spørgsmål.

Det betyder imidlertid ikke, at problemformuleringens hovedspørgsmål ikke kan støttes af en række underspørgsmål, hvis enkeltvise besvarelser samlet set udgør besvarelsen af hovedspørgsmålet.

Lad os vende tilbage til emnet om sociale medier:

• Hvordan påvirkede sociale medier som Facebook og Twitter Donald Trumps valgkamp i 2016?

For at besvare dette spørgsmål kræver det, at man undersøger en række underspørgsmål. Det kunne være følgende:

• Hvad er sociale medier?
• Hvilke retoriske virkemidler benyttede Trump på sociale medier og med hvilken effekt?
• Hvordan blev Trumps modstander, Hillary Clinton, fremstillet på sociale medier i perioden op til valget i 2016?
• Hvilke befolkningsgrupper appellerede Trump til gennem de sociale medier?

Disse underspørgsmål er blot eksempler. Man kan forestille sig andre og flere, der ville være relevante for besvarelsen af hovedspørgsmålet.

Taksonomi i underspørgsmålene

Uanset hvilken problemformulering, man udarbejder, skal den helst føre til videnskabeligt arbejde på flere taksonomiske niveauer. I humanistiske og samfundsvidenskabelige kontekster er det typisk Blooms taksonomi, der anvendes, men i naturvidenskab foretrækkes SOLO-taksonomien.

Underspørgsmålene kan med fordel listes og formuleres på en måde, så de udgør et struktureringsprincip for hele opgaven. Besvarelsen af dem enkeltvis indebærer en taksonomisk bevægelse fra det redegørende og beskrivende niveau mod analyse/fortolkning afsluttende med diskussion/vurdering.

En sådan struktur vil gavne opgavens sammenhæng, progression og argumentation.

Teksten rundt om problemformuleringen

Man begynder en akademisk opgave med en indledning. I indledningen præsenterer man sit emne, og man begrunder, hvorfor man har valgt at arbejde med emnet. Det er også i indledningen, at man bygger op til problemformuleringen.

I indledningen bevæger man sig mod problemformuleringen i en tragt, hvor man først præsenterer emnet bredt for derefter at skrive sig ind på det specifikke og afgrænsede aspekt ved emnet, man har undret sig over og derfor valgt at undersøge nærmere.

Umiddelbart før hovedspørgsmålet præsenterer man den faglige undren, der motiverer opgavens projekt. Undren og hovedspørgsmål udgør tilsammen opgavens problemformulering.

Problemformuleringen selv skal fremhæves visuelt, fx ved linjeskift og indryk, så andre hurtigt kan orientere sig i problemformuleringen uden at skulle læse en masse. Her er det særligt vigtigt, at hovedspørgsmålet er fremhævet visuelt.

I teksten, der følger efter, kan udvalgte elementer ved problemformuleringen uddybes eller forklares. Det gælder også for eventuelle fagbegreber, der måtte være tvetydige. De skal defineres, så læseren ved, hvordan opgaveskriveren forstår og anvender begreberne i den konkrete opgave.

Køreplan for den gode problemformulering

Processen med at udvikle en god problemformulering kunne se således ud:

1. Brainstorm på emnet. Tilgangen må gerne være bred i starten, og man skal forfølge de aspekter ved emnet, man finder interessante.
2. Foretag et litteraturstudie.
3. Læg mærke til en anomali eller noget, der er ved at ændre sig. En anomali kan være noget, der ikke kan forklares med den gængse logik.
4. Find på nogle brede, åbne spørgsmål til dit emne.
5. Fortsæt læsningen, og formuler et hovedspørgsmål, der er specifikt, fokuseret og klart.
6. Overvej eventuelle underspørgsmål, der kan bibringe opgaven struktur, fremdrift og retning.
7. Tøv ikke med at redigere i hovedspørgsmålet, hvis skrivefasen fører til nye erkendelser og indsigter, der kan gøre din problemformulering endnu mere relevant og skarp.

Og husk, at det er vigtigt at vælge et emne, som man finder fagligt interessant at undersøge nærmere. Det er et godt udgangspunkt for opgaveskrivningen.