Konsekvensfejl
Hvad er konsekvensfejl?
Konsekvens er entydighed, forudsigelighed og systematik. At være konsekvent betyder kort og godt, at man gør det samme hver gang, uden undtagelse.
Hvis man altid tager den højre støvle på først, når man skal ud ad døren, er man konsekvent. Hvis man af og til begynder med den venstre støvle, er man ikke konsekvent.
Oversat til tekstens verden: Hvis man altid begynder et nyt afsnit med indryk i venstre margin, er man konsekvent. Hvis man kun rykker teksten ind en gang imellem (uden at der er nogen systematik i, hvornår man gør det, og hvornår man ikke gør det), er man ikke konsekvent.
Konsekvensfejl forudsætter altså valgfrihed: at man har flere forskellige valgmuligheder, som alle vil føre til et korrekt output. Det sidste er afgørende.
Man kan sagtens være konsekvent, men skrive forkert; f.eks. kan man bruge ordet ”passificere” (som er en sammenblanding af ordene ”pacificere” og ”passivisere”) helt konsekvent, selv om det strengt taget ikke findes.
Man kan også sagtens være inkonsekvent uden at begå en konsekvensfejl, f.eks. hvis man i sin tekst veksler mellem formerne ”pacificere” og ”passificere”. Her er der ikke tale om en reel valgmulighed mellem to ligebyrdige (dvs. korrekte) former, for den første form er godt dansk, den sidste en uofficiel bastard. ”Passificere” er en stavefejl slet og ret (eller en kreativ hybrid, hvis vi er gavmilde).
Man begår først en konsekvensfejl, når man veksler imellem to former, der begge er korrekte, f.eks. hvis man skriver ”transskribering” i den ene sætning og ”transskription” i den næste. Begge ord har betydningen ”overførsel fra ét tegnsystem til et andet”, de er altså synonymer, og de optræder begge i Retskrivningsordbogen.
Hvis man bruger disse ord i flæng, er man inkonsekvent. Det samme er man, hvis man først skriver ”selvom” i ét ord og efterfølgende skriver ”selv om” i to ord. Eller hvis man først bruger forkortelsen ”f.eks.” og siden skriver ”fx”.
Denne form for inkonsekvens, hvor man veksler mellem to (eller flere) korrekte skrivemåder, leder til konsekvensfejl, fordi ens ordvalg ikke er forudsigeligt og systematisk, men tilfældigt. Det betyder ikke, at man skriver forkert, for det gør man ikke. Sproget er sådan set korrekt nok. Man kan bare ikke finde ud af at begrænse dig til én enkelt skrivemåde.
Det er dog vigtigt at understrege, at konsekvensfejl ikke kun angår vekslen mellem synonymer eller forskellige skrivemåder af enkelte ord og forkortelser. Konsekvensfejl opstår, hver gang man veksler mellem to korrekte, men forskellige måder at gestalte sin tekst på.
F.eks. kan man i ét afsnit markere nøglebegreber med kursiv for så i et andet afsnit at markere nøglebegreber med fed skrift. Eller man kan i ét afsnit skrive sine henvisninger i selve teksten (såkaldte parentetiske henvisninger), mens man i et andet afsnit skriver henvisningerne i fodnoter.
Vi kan definere en konsekvensfejl på følgende måde: En konsekvensfejl er forfatterens vaklen mellem to (eller flere) korrekte skrive- og fremgangsmåder.
At være konsekvent er at udtrykke sig inden for nogle faste og forudsigelige rammer, så læseren ved, hvad han kan regne med. Det skaber mere kontinuitet i læsningen og dermed en bedre læseoplevelse. Læs om kontinuitetsfejl her.
Forskellige typer af konsekvensfejl
Lad os se nærmere på nogle typiske konsekvensfejl, man kan begå, når man skriver en tekst.
Skrivemåde. Man har som sagt rig lejlighed til at være inkonsekvent, når man har valget mellem to (eller flere) korrekte skrivemåder af et ord eller udtryk. Herunder vil vi se nærmere på nogle (ikke udtømmende) eksempler på valgfrihed, der kan føre til konsekvensfejl.
Et eller to (eller tre) ord? Dansk indeholder en række udtryk, som valgfrit kan skrives i ét eller to (eller tre) ord.
af sted – afsted
alle sammen – allesammen
alle tiders – alletiders
alle vegne – allevegne
en gros – engros
et cetera – etcetera
for resten – forresten
glat væk – glatvæk
gud bevares – Gudbevares
gud hjælpe mig – gudhjælpemig
gud ske lov – gudskelov
herre gud – herregud
her til lands – hertillands
Immer væk – immervæk
Ingen sinde – ingensinde
Ingen ting – ingenting
Lille bille – lillebitte
Nogen sinde – nogensinde
Om bord – ombord
Om end – omend
Rask væk – raskvæk
Selv om – selvom
Selv samme – selvsamme
Siden hen – sidenhen
Simpelt hen – simpelthen
Somme tider – sommetider
Stadig væk – stadigvæk
Så vel – såvel
Tids nok – tidsnok
Til fælles – tilfælles
Til lykke – tillykke
Dansk har også en række præpositioner, som valgfrit kan skrives i ét eller to ord, når de indgår i en præpositionsforbindelse med en styrelse.
Bag efter – bagefter
Bag i – bagi
Bag om – bagom
Bag på – bagpå
Bag ved – bagved
Inden for – indenfor
Inden i – indeni
Frem for – fremfor
Hen ad – henad
Hen imod – henimod
Hen under – henunder
Hen ved – henved
Inden om – indenom
Inden under – indenunder
Neden for – nedenfor
Neden om – nedenom
Neden under – nedenunder
Oven for – ovenfor
Oven i – oveni
Oven om – ovenom
Oven over – ovenover
Oven på – ovenpå
Over for – overfor
Uden for – udenfor
Uden om – udenom
Uden over – udenover
Uden på – udenpå
Ud over – udover
Læs evt. mere om stavning af ord med ét eller to ord her.
Med eller uden bindestreg? En række engelske låneord med ”in” kan valgfrit skrives med eller uden bindestreg, f.eks. check-in/checkin, login/log-in og drivein/drive-in.
Substantiver. Alle substantiver med endelsen -ium kan også skrives med endelsen -ie, f.eks. kriterium/kriterie og gymnasium/gymnasie.
Visse substantiver med endelsen -el, -en og -er har valgfri sammentrækning, når de deklineres, f.eks. væsen og lager. Mange af dem har kun denne valgfrihed i bestemt ental; i flertalsdeklinationen er sammentrækningen obligatorisk (f.eks. fabel og teater).
| Ubestemt ental | Bestemt ental | Ubestemt flertal | Bestemt flertal |
| Et væsen | Væs(e)net | Væs(e)ner | Væs(e)nerne |
| Et lager | Lag(e)ret | Lag(e)re | Lagerne/Lagrene |
| En fabel | Fab(e)len | Fabler | Fablerne |
| Et teater | Teat(e)ret | Teatre | Teatrene |
Forkortelser. Mange ord og udtryk kan forkortes på mere end én måde.
”For eksempel” kan både forkortes ”f.eks.” og ”fx”. Forkortelsen af ”med hensyn til” kan skrives med slutpunktum, ”mht.”, eller med punktum efter hvert forkortelsesbogstav, ”m.h.t.”. ”Pågældende” kan både skrives ”påg.” og ”pgl.”. Og så videre …
Læs mere om forkortelser.
Markering. Begreber og nøgleord i en tekst kan markeres på forskellige måder.
Hvis man i en tekst om den katolske nadver tager udgangspunkt i begrebet transsubstantiation og gerne vil udhæve netop dette begreb for at understrege dets betydning, kan man bl.a. kursivere det, transsubstantiation, bruge fed skrift, transsubstantiation, bruge enkelte citationstegn, ’transsubstantiation’, eller dobbelte citationstegn, ”transsubstantiation”. Der er flere muligheder, men dette er de mest udbredte.
Markerer man begrebet transsubstantiation på én af de nævnte måder, er det vigtigt, at man bruger den samme type markering, hvis man føler behov for at markere begrebet på et senere tidspunkt.
For det første er der den interne konsekvens, dvs. om man markerer begrebet transsubstantiation på den samme måde, hver gang man markerer det. Det nytter ikke, at man bruger kursiv på side 12 og enkelte citationstegn på side 15.
For det andet er der den eksterne konsekvens, dvs. om andre begreber i teksten bliver markeret på samme måde som begrebet transsubstantiation. Man kan måske få det indfald, at begreberne substans og accidens skal markeres med fed skrift i stedet for kursiv.
Begrebsmarkeringskonsekvens fordrer altså, at man gør det samme ikke bare med et enkelt begreb, men med alle i teksten forekommende begreber.
Men der er andre måder at være begrebsmarkeringsinkonsekvent på. I akademiske tekster er det ganske normalt, at man kun markerer et begreb, første gang det nævnes – ved alle senere forekomster af begrebet skrives det uden markering.
Det kan så være, at man følger denne fremgangsmåde ved begreberne substans og accidens (man markerer dem kun, første gang man nævner dem), hvorimod man konsekvent markerer begrebet transsubstantiation, hver gang det optræder i teksten.
Alternativt kan man måske ”vælge” en fremgangsmåde, hvor man kun markerer begrebet transsubstantiation, når man føler for det. Det resulterer i, at begrebet er markeret på side 12, umarkeret på side 14, umarkeret på side 17, markeret på side 23, umarkeret på side 27 og markeret på side 34 og 35.
Store og små bogstaver. Inkonsekvens med hensyn til brug af store og små bogstaver er særlig udbredt ved engelske udtryk og begreber. Skal det skrives Magnetic Resonance Imaging, Magnetic resonance imaging eller magnetic resonance imaging?
Ofte er det svært at hitte rede i, og det betyder, at man let kommer til at skifte mellem store og små bogstaver uden nogen form for systematik. Dette gælder både den interne konsekvens – måske står der Magnetic Resonance Imaging på side 12 og magnetic resonance imaging på side 21 – og den eksterne konsekvens – Magnetic Resonance Imaging skrives med store begyndelsesbogstaver, hvorimod computed tomophraphy skrives med små.
Symboler. Også i ikkematematiske fremstillinger kan det af og til være oplagt at bruge matematiske symboler, hyppigst %, som erstatter ordet procent. Det er også fint nok, så længe man holder sig til at skrive % og ikke veksler mellem % og procent.
Desværre er det meget let at komme til at bruge % og procent i flæng, således at det i én sætning hedder ”25 %”, mens det i en anden pludselig hedder ”25 procent”.
Noget tilsvarende kan finde sted med andre, ikkematematiske symboler, f.eks. $ og ordet dollars eller & og konjunktionen og.
Tal. Nært beslægtet med symbolinkonsekvens er talinkonsekvens. Meget ofte vil man – sandsynligvis uden at skænke det en tanke – skrive ”fem undersøgelser” ét sted og ”5 undersøgelser” et andet sted (hvor galt kan det så ikke gå, hvis du er symbolinkonsekvent og talinkonsekvent på samme tid og går fra at skrive ”5 %” til at skrive ”fem procent”).
I dette tilfælde er det en fordel, at man på forhånd har besluttet sig for, om man vil bruge tallet 5 eller talordet fem i sin tekst. Men det nytter omvendt heller ikke noget, at man konsekvent bruger tallet 5, hvis man samtidig bruger talordet syv i stedet for tallet 7. Både-og er ikke tilrådeligt i dette tilfælde; enten-eller er langt at foretrække.
Der findes ganske vist en arbitrær tommelfingerregel, der siger, at tallene 1-10 skal skrives med talord, altså ét, to, tre, fire osv., mens tal over ti skrives som regulære tal, altså 11, 12, 13, 14 osv. Problemet med den – ud over at den er arbitrær – er, at den er svær at håndtere i praksis.
Hvis man skal følge denne ”regel”, skal man skrive: ”Børnene er henholdsvis fem, 12 og 21 år gamle”. Men det er inkonsekvent (og stilistisk utilfredsstillende); så er det langt bedre, at man skriver: ”Børnene er henholdsvis 5, 12 og 21 år gamle” (eller ”Børnene er henholdsvis fem, tolv og enogtyve år gamle”).
Henvisninger. Når man skal skrive kildehenvisninger til sin akademiske tekst, kan man meget nemt komme til at være inkonsekvent. Henvisninger er en alvorlig sag i akademiske kredse, og det er vigtigt, at man skriver dem på nøjagtig samme måde hver gang. Gør man ikke det, er man inkonsekvent.
Den gode nyhed er dog, at der ikke er rum for de store udskejelser, fordi henvisninger er standardiserede og formelagtige. Den mest udbredte og brugte henvisning er en simpel parentetisk henvisning, der ser således ud: (forfatter, årstal, sidetal). Den hyppigste fejl her er inkonsekvent kommatering, f.eks. vekslen mellem (Pedersen, 2020, s. 18) og (Pedersen 2020, s. 18).
En anden udbredt fejl er inkonsekvent brug af Ibid. I ét afsnit kan du måske bruge Ibid. konsekvent for så pludselig i det næste afsnit at skrive den samme henvisning flere gange efter hinanden uden brug af Ibid.
Mere sjælden (men ikke desto mindre forekommende) er sammenblandingen af to forskellige referencesystemer, fx APA og MLA, eller i hvert fald to forskellige henvisningsformler, f.eks. (forfatter, årstal, sidetal) og (forfatter, årstal: sidetal), hvor kolonet erstatter det sidste komma. Sådanne sammenblandinger bør man for alt i verden undgå, fordi de er et brud på den ”regel”, der siger, at man skal skrive sine henvisninger på samme måde hver gang.
Ental eller flertal? På dansk har vi en række gruppesubstantiver, såkaldte kollektiver, der både kan opfattes som entals- og flertalsord, f.eks. regeringen og politiet. Det samme gør sig gældende med virksomheder (med virksomheder mener vi virksomhedsproprier, f.eks. Mærsk og Apple) og diverse organisationer, f.eks. NATO og Red Barnet.
(Vi er helt klare over, at nogle stædigt vil hævde, at sådanne kollektiver rent grammatisk kun kan være ental. Sagen er imidlertid ikke så enkel. F.eks. kan man sagtens skrive: ”Regeringen mødes kl. 12.00 for at drøfte lovforslaget”, hvorimod man ikke kan skrive: ”Statsministeren mødes kl. 12.00 for at drøfte lovforslaget”. Så flertal er på en eller anden måde ”bygget ind” i substantivet regeringen og tilsvarende i andre lignende kollektiver).
Kollektivernes dobbelthed med hensyn til tal fører ofte til pronomeninkonsekvens, fordi man ikke er helt sikker på, om man skal bruge ental eller flertal. Således kan man i én sætning skrive: ”Mærsk bekymrer sig meget om sine medarbejdere” (ental) og i en anden sætning skrive: ”Mærsk har den holdning, at deres medarbejdere …” (flertal).
Det kan også være, at man konsekvent bruger det refleksive possessiv ”sine”, som er ental, men samtidig benytter det personlige pronomen ”de”, som er flertal. En sådan sammenblanding af ental og flertal kan afstedkomme bizarre sætninger, f.eks. ”Mærsk bekymrer sig meget om sine medarbejdere, og de har den holdning, at …”
Endnu mere uoverskueligt bliver det, hvis man bruger flere forskellige kollektiver i sin tekst. Så kan det sagtens hænde, at ét kollektiv konsekvent er flertal, et andet kollektiv konsekvent ental, og et tredje kollektiv (som i det ovenstående eksempel) en underlig blanding af ental og flertal.
Det kan være meget svært at hitte rede i, når man skriver teksten, fordi der ikke er nogen faste ”regler” for pronomenbrug i sådanne tilfælde. Men man bør, så vidt det er muligt, bestræbe sig for at være konsekvent.
Tegnsætning. Sommetider er det meget små (og tilsyneladende ubetydelige) detaljer, der fører til konsekvensfejl. Især hvad tegnsætning angår, kan der være tale om petitesser.
Et eksempel: Man kan veksle mellem at sætte slutpunktum ved afsnitsnummereringer (3.3.3. SWOT-analyse) og ikke at sætte slutpunktum (3.3.3 SWOT-analyse).
Et andet eksempel: Man kan veksle mellem at sætte punktum før en fodnote (”i gennemsnit.4 Således …”) og at sætte punktum efter en fodnote (”i gennemsnit4. Således …”).
Sådanne konsekvensfejl begår man let, fordi man enten ikke kan huske, hvordan man satte punktummet forrige gang eller slet ikke skænker det en tanke, fordi det (med rette) hører til petitesseafdelingen. Men de skæmmer helhedsindtrykket, når man først har fået øje på dem.
Problemet med at være konsekvent
Som det fremgår af eksemplerne i afsnit 3.2, er det langtfra nogen let sag at være konsekvent. Der er mange ”faldgruber”, mange muligheder for at være inkonsekvent i sin sprogbrug og sin fremgangsmåde. Uanset hvor opmærksom man er på problematikken, og uanset hvor meget man bestræber sig for at være konsekvent, kan det næppe undgås, at konsekvensfejl sniger sig ind i ens tekst. Det er der ikke så meget at gøre ved.
Man kan sige, at der er forskellige alvorsgrader af inkonsekvens. At veksle mellem at sætte punktum før og efter en fodnote er ikke nogen utilgivelig inkonsekvensforbrydelse. En smule værre er det at veksle mellem dobbeltformer, f.eks. sundhedsvæsnet og sundhedsvæsenet.
Så er der sådan noget som inkonsekvent markering af begreber, der virkelig kan forvirre læseren og dermed forstyrre fremstillingen.
Endelig er der de helt utilstedelige inkonsekvenser, f.eks. ikke at skrive henvisninger på nøjagtig samme måde hver gang. Inkonsekvente henvisninger er ti gange værre end kongruensfejl, i hvert fald hvis man skriver en videnskabelig afhandling eller ens tekst bruges i en videnskabelig sammenhæng. Derfor er konsekvens i henvisninger faktisk noget af det vigtigste at være opmærksom på, når man skriver en akademisk tekst.
Problemet med at være konsekvent er i høj grad dette: om det, vi har kaldt intern konsekvens, også fordrer det, vi kalder ekstern konsekvens.
Lad os sige, at man ganske konsekvent skriver ”sundhedsvæsnet” med sammentrækning, hver gang dette ord optræder i ens tekst. Betyder det, at man også skal skrive ”teatret” med sammentrækning? Eller kan man uden at være inkonsekvent skrive ”teateret”?
Hvis man bruger ordene ”stadium” og ”kriterium” i sin tekst, skal man så også vælge formerne ”territorium” og ”terrarium”, eller må man gerne skrive ”territorie” og ”terrarie”?
Hvis man vælger at forkorte med hensyn til ”mht.”, skal man så også forkorte med henblik på ”mhp”, eller kan man skrive ”m.h.p.”?
Med andre ord: Gælder konsekvensen kun det enkelte fænomen, eller omfatter den alle med det enkelte fænomen beslægtede fænomener?
For at kunne besvare dette spørgsmål er vi nødt til at skelne mellem skrivemåder og fremgangsmåder. For fremgangsmådernes vedkommende er svaret entydigt: Der fordres ekstern konsekvens.
Alle henvisninger skal skrives på nøjagtig samme måde hver gang. Alle begreber skal markeres på samme måde eller – hvis ikke de markeres på samme måde – efter det samme system. Alle overskrifter skal have samme skriftstørrelse. Alle tabeller og figurer skal være opbygget på nøjagtig samme måde. Og så videre.
Hvis ikke der er ekstern konsekvens i fremgangsmåden, bliver fremstillingen kaotisk og tilfældig. Og kaos og tilfældighed ødelægger læseoplevelsen. Derfor er det vigtigt, at man, når man skriver sin tekst, er meget opmærksom på fremgangsmådekonsekvens.
Hvad angår skrivemåderne, er det vanskeligere at give et definitivt svar.
Den meget strenge sprogbruger vil nok fordre ekstern konsekvens også på dette område. Men det er et uopnåeligt ideal, hvilket vi meget let kan demonstrere.
Hvis vi vender tilbage til eksemplet med talinkonsekvens fra afsnit 3.2, er det klart, at sætningen ”Børnene er henholdsvis fem, 12 og 21 år gamle” er utilfredsstillende. Det mest nærliggende er at ændre til ”Børnene er henholdsvis 5, 12 og 21 år gamle”. Så er sætningen i det mindste internt konsekvent.
Problemet er bare, at den interne konsekvens, man herved opnår, forstyrrer den eksterne konsekvens. For brugen af tallet 5 i sætningen ”Børnene er henholdsvis 5, 12 og 21 år gamle” harmonerer ikke med brugen af talordet fem i andre af tekstens sætninger såsom ”der er fem respondenter” og ”interventionen varede i fem år”.
Hvad så? Skal man så ændre fem til 5 i de pågældende sætninger? Gør man det, fordrer den eksterne konsekvens, at man også skal ændre alle andre talord i teksten til reelle tal, for så er tommelfingerreglen brudt; hvis ikke alle tal under 10 skrives med talord, er der ingen tal under 10, der skal skrives med talord.
Alternativt kan man lade være med at ændre talordet fem til 5 i resten af teksten. Men det betyder så bare, at man har valgt én konsekvens (intern) frem for en anden (ekstern). Så bliver man nødt til at gøre op med sig selv, om den interne konsekvens er vigtigere eller i hvert fald mindre forstyrrende end den eksterne.
Eller tag et andet eksempel. I teksten skriver man: ”Børnene i det første interview er henholdsvis fem og syv år gamle. Børnene i det det andet interview er henholdsvis fem, 12 og 21 år gamle”.
Nu er situationen en anden, for nu er der flest talord. Er det så mere hensigtsmæssigt at ændre 12 til tolv og 21 til enogtyve? Og hvad gør man så, når du to sider senere skriver 121? Skal det ændres til hundrede og enogtyve?
Konsekvens er med andre ord et uopnåeligt ideal. Men det betyder ikke, at man ikke kan stræbe efter det. Jo mindre inkonsekvens, desto bedre.
Man må dog gerne være pragmatisk. Det er nok de færreste, der vil hidse sig op over, at man ét sted skriver ”gymnasium” og et andet ”territorie”. 99 % af dem, der læser teksten, vil ikke engang bemærke det.
Noget tilsvarende gør sig gældende, hvis man skriver ”transskription” på side 3 og ”transskribering” på side 77 – det er uden betydning. Men hvis man skriver ”transskription” 25 gange i sin tekst og ”transskribering” 37, så begynder inkonsekvensen at springe i øjnene og være forstyrrende.
Så det er også et spørgsmål om frekvens. Jo mere man bruger et ord, en skrivemåde eller en fremgangsmåde, desto vigtigere er det, at man bruger ordet, skrivemåden eller fremgangsmåden konsekvent.
Hvordan er man konsekvent?
Det afgørende spørgsmål er så: Hvordan sikrer man – i det omfang, det er muligt – konsekvens i sin tekst?
Det er der næppe noget enkelt svar på. Det bedste råd, vi kan give, er, at man, inden man begynder at skrive sin tekst, overvejer, hvordan man vil gribe det an. Hvis man går i gang med at skrive uden at have skænket konsekvens- og inkonsekvenselementerne en tanke, øger man markant risikoen for at begå konsekvensfejl.
For ordvalg og skrivemåder betyder det, at man med fordel kan overveje følgende punkter (her holder vi os til de eksempler, der er fremhævet i artiklen; meget andet kunne tilføjes):
- Vil man skrive i ét eller to ord, når der er valgfrihed?
- Vil man skrive med eller uden bindestreg, når der er valgfrihed?
- Vil man bruge sammentrækninger, når der er valgfrihed?
- Vil man bruge regulære tal eller talord?
- Vil man bruge forkortelsen ”fx” eller ”f.eks.” (og tilsvarende for andre forkortelser, hvor der er valgfrihed)?
- Vil man bruge ental eller flertal om kollektiver?
- Vil man bruge symboler (%) eller ord (”procent”)?
For fremgangsmåder kan man bl.a. overveje følgende punkter:
- Hvordan vil man opbygge tabeller og figurer?
- Hvordan vil man markere nøglebegreber?
- Hvordan vil man bruge store og små bogstaver ifm. begreber, titler, overskrifter osv.?
- Hvordan vil man skrive dine henvisninger?
Man skal selvfølgelig ikke dvæle unødigt længe ved disse elementer, og det er heller ikke meningen, at man skal udfærdige detaljerede noter til, hvordan man vil håndtere konsekvens- og inkonsekvensproblematikken. Pointen er blot, at meget er vundet, hvis man har styr på de grundlæggende elementer, inden man begynder at skrive. På den måde kan man styre uden om de værste konsekvensfejl.