Konklusion

Det ligger i ordet, men det er alligevel værd at fremhæve: I en konklusion skal man konkludere!

Det betyder, at du i konklusionen skal komme med et sammenfattende svar på din problemformulering. Så når du skriver din konklusion (og læser den igennem), så hold øje med, om du rent faktisk konkluderer, eller om du nogle steder måske i virkeligheden analyserer, eksemplificerer, stiller nye spørgsmål, diskuterer eller spekulerer osv.

Det hører nemlig ikke hjemme i konklusionen!

Konklusionen og undersøgelsens formål

En af de første ting at holde sig for øje, når man skal skrive en konklusion, er formålet med opgaven. Hvad der kan og bør stå i en konklusion, hænger nemlig nøje sammen med opgavens formål, altså om opgaven fx har et eksplorativt, deskriptivt eller normativt formål.

Det bliver som regel anbefalet i forbindelse med problemformuleringen, at man bevæger sig fra et beskrivende og redegørende niveau til et vurderende eller normativt niveau.

Dermed bør en undersøgelse ikke blive på det beskrivende niveau, men derimod gerne gennem forskellige analytiske spørgsmål bevæge sig op på det vurderende niveau, hvor man (på baggrund af det redegørende) undersøger og kommer frem til fx mulige handleforskrifter. Altså hvor man kan bidrage med viden om, hvordan noget evt. bør gøres, forstås etc., eller hvor man i en eller anden forstand kan bidrage til eller påvirke praksis og/eller teori inden for det område, man beskæftiger sig med.

Det være sagt, så er der selvfølgelig tilfælde, hvor man udfører mere eksplorative undersøgelser, og hvor formålet ikke er normativt, fx hvis det område, man undersøger, er relativt nyt eller ubehandlet. Det kan naturligvis også resultere i handleforskrifter af typen: ”På baggrund af denne nye viden, vi nu har, om dette nye fænomen, hvordan bør man så ….?”, for det er jo på dette niveau, at viden bliver omsættelig og kan få indflydelse på praksis. Men det er værd at huske på, at andre former for undersøgelser altså også kan have sin berettigelse.

Hvordan hænger det sammen med konklusionen?

Jo, pointen er på den ene side, at konklusionen er svaret på problemformuleringen – konkluder ikke længere, end din problemformulering rækker. Så hvis dit formål er eksplorativt, skal du fx ikke komme med handleanvisninger i konklusionen. Og på den anden side er pointen, at man ikke bør introducere noget nyt i konklusionen. Det lyder enkelt, men det er det ikke altid i praksis.

Konklusionen er svaret på problemformuleringen

Lad os kigge på det første: Konklusionen er svaret på problemformuleringen.

Her indgår analysen selvfølgelig som en del af mellemregningen, for det er klart, at man ikke kan konkludere noget, som man ikke har analyseret sig frem til, og man skal ikke analysere noget, som ikke indgår i problemformuleringen.

Så vidt så godt.

Så hvis din problemformulering overordnet er eksplorativ, bør du altså ikke blive normativ i din konklusion. Med andre ord, hvis du har undersøgt, hvordan noget er, så kan du ikke konkludere noget om, hvad man så bør gøre ved det. Det kan evt. indgå i perspektiveringen, hvis opgaven lægger op til det, men det hører ikke hjemme i konklusionen.

Vi oplever ofte, at man i konklusionen ”glemmer”, hvad man egentlig spurgte om i problemformuleringen, og dermed egentlig kommer til at brede emnet videre ud, end analysen rækker, i stedet for at besvare problemformuleringen. (Se nedenfor: Man skal ikke introducere noget nyt i problemformuleringen.)

Så når du skal skrive din konklusion, så kig godt og grundigt på din problemformulering. Det er den – og ikke andet – du skal besvare.

Delkonklusioner og den endelige konklusion

Hvor konklusionen er det endelige, opsamlende svar på problemformuleringen, kan delkonklusionerne være de løbende svar på de enkelte analysedele.

Der kan være forskellige måder at strukturere analysen på, men hvis man fx arbejder ud fra en overordnet problemformulering med tilhørende underspørgsmål (eller analytiske spørgsmål), er det oplagt, at delkonklusionerne besvarer de enkelte underspørgsmål, mens konklusionen så samler op på det hele og præsenterer undersøgelsens fund samlet og overordnet.

Man skal ikke introducere noget nyt i konklusionen

Man skal hellere ikke komme med yderligere eksempler på noget, man har vist i analysen. Konklusionen skal være en logisk følge af resten af opgaven. Det er for de fleste en velkendt regel, men der er alligevel god grund til at overveje den, for i praksis kan det være svært at overholde.

Og hvorfor det?

Vi tror, at det er, fordi man gerne vil undgå at gentage sig selv, og hvis man har været udførlig i sin analyse og samlet op på den enkelte analysedele i delkonklusioner, kan man nemt føle, at man skal bidrage med noget nyt – eller overraskende – i konklusionen. Det skal man ikke!

Man skal sammenfatte analysens fund – altså konkludere.

Indledning og konklusion

Et sidste godt tip til at skrive en god konklusion er tommelfingerreglen om, at indledning og konklusion skal være sammenhængende – også hvis man ikke læser resten af opgaven!

Det kan være forskelligt, hvordan man skriver, men ofte vil indledningen være både noget af det første og det allersidste, man skriver. For det er mange gange først, når man har skrevet konklusionen (altså samlet fuldstændigt op på analysen og besvaret problemformuleringen), at man har det fulde overblik over undersøgelsen.

Så når du skriver din konklusion, så tænk på, at den skal kunne læses i naturlig forlængelse af din indledning – og ikke mindst problemformuleringen. Hvis man ikke kan det, så er det måske ikke (kun) din problemformulering, du besvarer.

Så tjek altså, om din konklusion kan læses i forlængelse af indledningen, og derudover om det, du skriver i din konklusion, er relevant i forhold til din problemformulering og er begrundet i din analyse.

Kan du sætte flueben ved det, så er du godt på vej!