Kildehenvisning – APA

Kildehenvisninger er et centralt element i enhver akademisk opgave. Opgaven skal dokumenteres. Det vil sige, at man løbende skal anføre, hvor man har sin viden fra. Det gør man ved at henvise til kilden. Når man kildehenviser, krediteres kilden, og det bliver muligt for andre at genfinde kilden.

Klik på en kildetype herunder for at se, hvordan man ifølge APA-normen udformer henvisninger i den løbende tekst.

Hvornår skal man kildehenvise?

Man skal kildehenvise, når man citerer, parafraserer eller refererer et andet værk – det være sig andres teorier, værker, begreber, undersøgelser, empiri eller argumenter. Ved direkte citater skal man henvise til kildens forfatter(e), årstal og sidetal. Når man parafraserer eller refererer et værk, kan man nøjes med at anføre forfatter(e) og årstal – men man må gerne tilføje sidetal.

Man skal med andre ord gøre det tydeligt, hvor man har sin viden fra, så andre kan verificere den i kilden. Af samme grund skal henvisningerne i den løbende tekst være udformet på en måde, så de korrelerer med referencerne i litteraturlisten. Det skal være enkelt og hurtigt at lokalisere en kilde i litteraturlisten.

Se, hvordan man opstiller en litteraturliste, og hvad reglerne er for forskellige kildetyper. Gå til litteraturliste her.

APA's referencesystem

Der er flere måder at kildehenvise på, men APA Style er en meget udbredt teknik og derfor den, vi hos Opgavekorrektur henholder os til, når vi vurderer referencerne i en akademisk opgave.

Læs mere om APA-standarden her.

Man henviser i den løbende tekst, ikke i fodnoter. Hos APA skelnes mellem såkaldte parentetiske henvisninger og narrative henvisninger.

Parentetiske kildehenvisninger sættes i parentes med kildens forfatternavn, årstal og eventuel sidetal:

• (Leonardsen, 2022, s. 43)

Hvis navnet indgår i sætningen, hvor man henviser til en kilde, er der tale om en såkaldt narrativ kildehenvisning:

• Ifølge Leonardsen (2022, s. 43) er det usandsynligt, at ...

I narrative henvisninger anfører man kun årstal og eventuelt sidetal.

I det følgende gennemgås APA-standardens regler for kildehenvisning for forskellige typer af kilder.

Tekst med 1 forfatter

Hvis man henviser til en kilde med kun én forfatter, angiver man forfatternavn, udgivelsesår og – hvis det er en specifik del af værket, man henviser til – sidetal. Kilden kan enten skrives ind i den løbende tekst eller anføres i parentesen

• Kultfilm er ikke noget, man kan producere, men noget, der skabes af publikum (Jerslev, 1993, s. 12).
• I bogen Kultfilm og filmkultur kredser Jerslev (1993) om kultfilmens karakteristika, særligt den specielle relation mellem tilskuer og film.
• Men kultfilm er netop ikke en genre (Jerslev, 1993).
• For Jerslev (1993) er det en pointe, at ”kultfilm angiver et bestemt kærlighedsfyldt forhold mellem en film og dens publikum” (s. 11).

Referencen i litteraturlisten:

Jerslev, A. (1993). Kultfilm og filmkultur. Amanda.

Tekst med 2 forfattere

I referencer til kilder med 2 forfattere anføres begge forfatteres efternavn, udgivelsesår og – hvis det er en meget specifik henvisning – sidetal. De to efternavne adskilles med &, når henvisningen er efterstillet i en parentes.

• Autenticitet er et nøglebegreb for mange nyere reality-serier og dokumentarprogrammer (Haaning & Granild, 2011).
• For Haaning og Granild (2011) er autenticitet et nøglebegreb for nutidens reality-serier og dokumentarprogrammer.

Referencen i litteraturlisten:

Haaning, J. & Granild, D. S. (2011). Medier i dansk – selviscenesættelse, samfundsengagement. Systime.

Tekst med 3 eller flere forfattere

Ved 3 eller flere forfattere til samme værk skulle man tidligere nævne alle forfatterne, første gang man henviste til værket, og i de efterfølgende henvisninger den første forfatter efterfulgt af "et al."

Det skal man ikke længere.

Nu skal man KUN nævne den første forfatter efterfulgt af "et al.", også ved første kildehenvisning.

• I et stort, internationalt forskningsprojekt (Starcevic et al., 2007) har en række amerikanske forskere …
• Forskningsprojektet af Starcevic et al. (2007) blev kritiseret for at ...

Referencen i litteraturlisten:

Starcevic, V., Berle, D., Milicevic, D., Hannan, A., Lamplugh, C., & Eslick, G. D. (2007). Pathological worry, anxiety disorders and the impact of co-occurrence with depressive and other anxiety disorders. Journal of Anxiety Disorders, 21(8), 1016-1027.

I sjældne tilfælde kan brugen af "et al." være flertydig. Hvis man forestiller sig, at man i sin opgave har brugt én kilde med forfatterne Kapoor, Bloom, John, Warner og Hill fra 2018 og en anden kilde med forfatterne Kapoor, Bloom, Montez, Tang og Daly, også fra 2018, vil det være uklart, hvilken af de to kilder henvisningen (Kapoor et al., 2018) refererer til.

Man fjerner flertydigheden ved at tilføje det nødvendige antal forfattere i kildehenvisningen:

• (Kapoor, Bloom, John et al., 2018)

Flere kilder i samme henvisning

I nogle situationer kan man trække på flere kilder i samme afsnit. Man kan samle kilderne i en fælles henvisning, hvor de enkelte kilder adskilles med semikolon.

• ... har ikke afstedkommet en større omrokering (Grønnegaard & Lynghold, 2014, s. 165; Strøm, 2014, s. 27).

Kilderne listes alfabetisk i henvisningen.

Hvis forfatterne, der samles i den samme henvisning, har det samme efternavn, anfører man forfatternes fornavnsinitialer i henvisningen.

• (K. Martin, 2009; R. Martin, 2012)

Hvis man henviser til flere kilder af den samme forfatter i samme kildehenvisning, anfører man kun forfatternavnet én gang, efterfulgt af kildernes udgivelsesår.

• (Samuelsen, 2004, 2007, 2008)

Flere kilder med samme navn og årstal

I de tilfælde, hvor man inddrager forskellige kilder med samme forfatter og udgivelsesår, bruger man små bogstaver til at skelne kilderne fra hinanden.

• (Hasan & Liang, 2014a)
• (Hasan & Liang, 2014b)
• (Hasan & Liang, 2014c)

Referencen i litteraturlisten:

Hasan, J. & Liang, O. (2014b). This is the title. SAGE.

Tekst i antologi med redaktør

I de tilfælde hvor man henviser til en forfatters bidrag i en antologi, er det den konkrete forfatter, man anfører i referencen. Det er altså IKKE antologiens forfatter(e).

Henvisningerne i sådanne tilfælde udformes som alle andre henvisninger, fx:

• (Kress, 1987)

Som en naturlig følge er det bidragets forfatter, ikke antologiens, der fremhæves i litteraturlisten.

Referencen i litteraturlisten:

Kress, G. (1987). Educating Readers. I: J. Hawthorn (red.), Propaganda, Persuasion and Polemic (s. 42-54). Edward Arnold.

Retskilde

Retskilder, fx love, bekendtgørelser, vejledninger og principafgørelser har ikke en forfatter, hvorfor det altid er titlen efterfulgt af årstal, der anføres i kildehenvisningen.

• ”Retten til sygedagpenge er betinget af, at en person er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom” (Bekendtgørelse af lov om sygedagpenge, 2019).
• Bekendtgørelse af lov om sygedagpenge (2019), slår fast, at ...
• For at bevare retten til sygedagpenge under ophold i et andet EU-land, skal sygedagpengelovens øvrige betingelser være opfyldt (Ankestyrelsens principafgørelse 31-19 om sygedagpenge - ferie - aftale om ferie, 2019).

For retskilder gælder, at titlerne ofte er særdeles lange. Derfor er det med APA-standarden tilladt at forkorte titlerne (en såkaldt populærtitel) eller bruge forkortelser. Men første gang man henviser, skal titlerne anføres i fuld længde, og man skal – hvis man herefter anvender en forkortet form – gøre opmærksom på det.

• (Bekendtgørelse af lov om sygedagpenge, 2019, herefter kaldet Sygedagpengeloven)
• (Bekendtgørelse af lov om sygedagpenge, 2019, herefter forkortet BLS)

Der findes ingen autoritativt bestemte forkortelser af love og bekendtgørelser, så skribenten udformer selv en passende forkortelse.

Henvisninger til egentlige domme ser ud som følger:

• (IMSPL Pte. Ltd. v. Man Energy Solutions SE, 2022)

Bemærk, at v'et står for versus. Så en dom fra 2018 i sagen om Hansen mod Petersen skal altså henvises til som

• (Hansen v. Petersen, 2018)

Bemærk, at dommens navn sættes i kursiv.