Empiri

Empiri er latinsk og betyder erfaring. Men hvad er empiri i en videnskabelig kontekst?

Empiri er et afgørende element i al videnskab, både inden for samfundsvidenskab, humaniora og naturvidenskab. Når man undersøger noget videnskabeligt, tager man udgangspunkt i erfaringer i form af indsamlet empiri, fx observationer, kilder, cases, udsagn eller data.

Empirien er det materiale, man analyserer, og som danner grundlag for videnskabelige erkendelser. Er den videnskabelige undersøgelse ikke empirisk funderet, er der tale om ren spekulation – og det er ikke videnskab, men tro. Således er empirien opgavens base, opgavens absolut mest fundamentale enhed. Uden empiri er der ingen opgave.

Empirisme er også en filosofisk retning med den grundantagelse, at sande erkendelser kun opnås gennem erfaringer, observationer og eksperimenter. Som akademiker arbejder man altid empirisk, når noget undersøges med det formål at opnå nye erkendelser om mennesket, naturen, universet, historien, kunsten eller et hvilket som helst andet felt.

Empiri i akademiske opgaver

En akademisk opgave – fx en bacheloropgave, et speciale eller en ph.d.-afhandling – er først og fremmest formidling – formidling af den videnskabelige undersøgelse, man har udført: empirien, metoden, teorien, analysen og resultatet.

Empirien skal præsenteres tidligt i opgaven, fx i indledningen eller i et af de redegørende afsnit inden analysedelen. I de fleste opgaver vil det være mest naturligt at redegøre for undersøgelsens empiri, inden man redegør for undersøgelsens metoder og teorier. Det skyldes, at metoder og teorier er forskellige måder at bearbejde og anskue empirien på – empirien er altså fundamentet. Man kan dog sagtens forestille sig problemformuleringer, der tildeler metoden forrang for empirien, jf. eksemplet senere i denne artikel.

Hvis man bygger sin undersøgelse på et stort empirisk materiale, skal man ikke redegøre grundigt for alt. Akademisk skrivning er formidling, så vær præcis og kortfattet, når du præsenterer empirien i din opgave.

Empiri, metode og teori

Empiri er altså en essentiel komponent i en akademisk opgave, men det er vigtigt at gøre sig klart, at empiri ikke er et isoleret fænomen, og at man følgelig ikke kan behandle empiri som en selvstændig opgaveenhed uden hensyntagen til den helhed, empirien indgår i. Empiri er nemlig en del af det treleddede fundament, som en akademisk opgave hviler på. De to andre komponenter er teori og metode. Alt, hvad opgaven indeholder – indledning, redegørelse, analyse, fortolkning, diskussion, perspektivering – udspringer af disse tre ting: empiri, metode og teori.

Hvor empirien er opgavens hvad, er metoden opgavens hvordan: Hvordan behandler man sin empiri? Hvordan har man indsamlet empirien? Metode og empiri er dermed nøje forbundne: Metoden muliggør indsamlingen af empirien og behandlingen (analysen) af empirien.

Teorien derimod er opgavens anskuelsesmåde eller særlige vinkling af empirien: Hvilke opfattelser, forståelser, definitioner etc. lægges til grund for behandlingen af empirien? Man kan måske kalde teorien for opgavens grundantagelse eller virkelighedsforståelse, de særlige anskuelsesformer, der lægges ned over empirien, så den bliver forståelig og ”analyserbar”.

Man får således nogle ret tydelige relationer mellem empiri og metode samt empiri og teori.

Dette er dog ikke ensbetydende med, at der ikke er berøringsflader imellem opgavens teori og metode. Når man skal udarbejde en videnskabelig opgave og fastlægge dens fundament, er det faktisk langt mere frugtbart at opfatte empiri, metode og teori som et uadskilleligt hele, hvis dele overlapper og påvirker hinanden.

Man kan illustrere denne interdependens med et eksempel.

Interdependensen mellem empiri, metode og teori

I eksemplet vælger vi at tage udgangspunkt i empirien. Vi er glødende optaget af Cervantes’ novelle ”Hundenes samtale” og ønsker at skrive en opgave om den. Næste skridt er at finde en indfaldsvinkel, et emne, som fokuserer vores undersøgelse. Vi beslutter os for at skrive om novellens fortælleteknik. Dette kan selvsagt gøres på forskellige måder, og det er her, teori og metode kommer i spil.

Vi kan fx hæfte os ved novellens dialogform og gøre den til omdrejningspunktet for vores undersøgelse. Under den indledende researchfase finder vi ud af, at dialogen var en særdeles populær genre i renæssancen og barokken, og at Cervantes benyttede denne genre på en helt særegen måde, som adskilte sig fra den i samtiden gængse måde at komponere dialoger på. Dette synspunkt vil vi gerne inddrage i vores analyse, og vi udvælger dermed to artikler, som argumenterer for dette synspunkt, bl.a. ved at opstille genredefinitioner. Disse artikler kommer til at fungere som vores opgaves teoretiske fundament.

Artiklen fortsætter under grafikken

Tilbage står spørgsmålet, hvordan vi skal gribe vores analyse an. Da vi ikke blot vil undersøge novellens relation til en bestemt genre, men også, hvordan novellen benytter denne genre på en for samtiden ny måde, er det nærliggende at sammenligne novellen med andre renæssance- og barokdialoger for på den måde at anskueliggøre, hvori nybruddet består. Dermed kommer vi til at benytte en komparativ metode.

Ud fra empirien har vi nu fundet vores teori og metode. Vi kan anskueliggøre processen i følgende model.

Modellen beskriver de tre trin i vores overvejelser – fra empiri over teori til metode. Men modellen tager ikke højde for de tre elementers samspil og gensidige påvirkning, hvorfor den repræsenterer en forsimpling af hele processen. For med valget af den komparative metode er vi selvfølgelig nødt til at udvide vores empiri; vi skal inddrage andre tekster, som vi kan sammenligne Cervantes’ novelle med. Dermed kommer der et fjerde punkt i modellen: ”ny empiri”.

Men det er slet ikke sikkert, at processen standser her. For med den ny empiri kan det være, at der er behov for at supplere vores allerede udvalgte teori med ny teori, som redegør for den ny empiri, vi netop har inddraget i vores opgave. Så får vi et femte punkt, der hedder ”ny teori på baggrund af ny empiri”.

Hvis vi er heldige, er vi nu i mål, men det er ikke altid tilfældet. Måske har vores ny empiri og teori fået os til at gå vores komparative metode efter i sømmene. Oprindelig havde vi tænkt os at foretage den komparative analyse diakront, dvs. under hensyntagen til den historiske udvikling af genren, men efter at have nærstuderet teorien og empirien endnu en gang er vi nået frem til, at den synkrone, dvs. ahistoriske, undersøgelse er bedre. Og så får vi et sjette punkt, ”revision af den komparative metode”.

I dette specifikke eksempel får vi altså en såkaldt iterativ proces (en proces, der gentager sig), fordi de enkelte dele påvirker hinanden i et principielt uendeligt kredsløb.

I praksis er processen naturligvis ikke uendelig, for på et eller andet tidspunkt er vi nødt til at gå i gang med at skrive opgaven. Men ved at lade de tre komponenter – empiri, metode og teori – befrugte hinanden får vi stille og roligt sporet os ind på, hvordan vi skal gribe selve opgaveskrivningen an.

I modellen og eksemplet har vi angivet forløbet empiri → teori → metode. Men det er arbitrært. Vi kunne lige så gerne have valgt forløbet empiri → metode → teori. Lad os derfor prøve at konstruere et nyt eksempel, hvori det er metoden, der har forrang for teorien. Udgangspunktet er stadigvæk Cervantes’ novelle ”Hundenes samtale”.

Vi har altså besluttet os for, at vi vil behandle fortælleteknikken i novellen. Men vi har også besluttet os for, at vi ikke ønsker at forholde os til andet end novellen; vi vil ikke sætte novellen i relation til nogen ”udefrakommende” faktorer såsom andre tekster og bestemte historiske eller historisk betingede genrediskurser. Derfor vælger vi den nykritiske metode, som netop fordrer en nærlæsning af teksten uden inddragelse af sådanne ”ekstratekstuelle” elementer.

Vi vil altså foretage en nykritisk læsning af novellen med henblik på at analysere de elementer, der udgør fortællesituationen. For at kunne gøre det har vi brug for en forståelse af begrebet ”fortællesituation” og de underbegreber, der knytter sig til dette: ”fortæller”, ”synsvinkel” osv. Efter at have dannet os et overblik over litteraturen på dette område vælger vi at benytte Gerard Genettes narratologiske teori; den opstiller præcise definitioner af de forskellige fortælleelementer, og den fordrer ikke, at vi tager højde for elementer, der er nærlæsningen uvedkommende, såsom novellens historiske kontekst.

Processen kommer i dette tilfælde til at se således ud:

Heller ikke i dette eksempel behøver processen dog at være tilendebragt med det 3. trin, her valget af teori. Med teorien har vi nemlig et grundlag, hvorudfra vi kan vurdere, hvilke dele af empirien der er relevante for analysen. Derfor gennemlæser vi novellen endnu en gang og markerer de passager, som teorien kan eksplicitere. Dermed får vi et fjerde punkt: ”strukturering af empirien”.

Denne empiristrukturering kan så medføre en revision af det metodiske udgangspunkt. Indledningsvis havde vi måske en forestilling om, at vi skulle analysere fortælleteknikken på det sproglige plan, dvs. via ordvalg og syntaks. Men efter at vi har studeret teorien og fundet de relevante passager i empirien, kan vi se, at det er langt mere oplagt at analysere fortælleteknikken i samklang med personkarakteristikken og det brede tematiske lag. Og så får vi et femte punkt: ”revision af metoden”.

Empiristruktureringen og metoderevisionen nødvendiggør imidlertid, at vi inddrager ny teori, der kan redegøre for de værdier og temaer, som kommer til udtryk i novellen. Vi dykker igen ned i faglitteraturen og støder på Wayne C. Booth, hvis begreb om ”the implied author” vi kan bruge i den sammenhæng. Dermed får vi et sjette punkt: ”inddragelse af ny teori”.

Processen er atter iterativ.

Artiklen fortsætter under grafikken

Modifikationer af modellen

Det er vigtigt at understrege, at denne meget skematiske måde at anskueliggøre interaktionen mellem empiri, metode og teori på er en idealisering, som har til formål at påpege, hvordan de tre elementer hænger sammen. I teorien forløber processen således – i praksis foregår den ofte anderledes.

For det første er vores oprindelige valg af empiri, metode og teori ofte langt mere rigide, end modellen ovenfor antyder. Det er sjældent, at vi foretager store forandringer undervejs, når vi først har lagt os fast på fx en bestemt teori. Der vil højst være tale om mindre justeringer, som ikke medfører nogen egentlig forandring af det samlede opgavedesign. Ofte når processen ikke at blive ægte iterativ, fordi vi holder fast ved vores originale udgangspunkt. Det skyldes bl.a. pragmatiske hensyn: Vi har kun et vist tidsrum at udarbejde opgaven i, og opgavens omfang nødvendiggør også, at vi begrænser os. Det afgørende er imidlertid, at vi er åbne over for potentielle forandringer af fx det teoretiske grundlag på baggrund af omgangen med empirien og konsekvenserne af den valgte metode.

For det andet må man netop problematisere forholdet mellem teori og metode. Det er ikke altid tilfældet, at de to påvirker hinanden, især ikke hvis teoriens primære funktion er at klarlægge betydningen af et begreb. Hvis vi (for at blive i ovenstående eksempel) ønsker at forstå det litterære begreb ”fortæller”, kan vi inddrage teori, der forklarer, hvad dette begreb betyder. Men denne brug af teori til rene begrebsmæssige analyser og definitioner har ingen direkte indflydelse på vores valgte metode. Vi kan foretage en nykritisk læsning af teksten og bruge fx Genettes fokaliseringsbegreb. Men vi kan også foretage en psykoanalytisk læsning af teksten i stedet og stadig bruge Genettes fokaliseringsbegreb. I dette specifikke tilfælde har valget af teori ingen konsekvenser for valget af metode, og valget af metode har ingen konsekvenser for valget af teori.

For det tredje behøver man ikke at begynde den iterative proces med empirien. Det er ofte, hvad vi gør, fordi vi typisk inddrager teori til at forklare vores empiri. Men vi kan lige så gerne begynde processen med teorien og inddrage empiri til at ”forklare” teorien. Det kan være, at vi har nærstuderet Genettes narratologi i en længere periode og er blevet så fascinerede af den, at vi ønsker at afprøve den i praksis. Til det formål vælger vi en passende tekst med komplicerede fortælleforhold, som kan anskueliggøre dybderne og nuancerne i teorien. Dermed får vi det omvendte forhold: teori → empiri. Empirien bliver en slags prøvesten, hvormed vi kan vurdere teoriens gyldighed og udforske dens potentiale.