Adverbier (biord)

1. Hvad er adverbier?

Adverbier (biord) er en klasse af ord, der defineres negativt. Adverbier er alle de ord, der ikke tilhører en anden ordklasse. Man kan altså sige, at man – i mangel på et forgrenet ordklassesystem – har samlet en række mere ubestemmelige ord i sin egen ordklasse: adverbier.

At der her er tale om en lidet prangende kategori af ord har også fået konsekvens i navngivningen af ordklassen. Det danske ord for adverbium er biord. Et biord er et ord, der dels spiller en "birolle" i sætningen, dels – for manges vedkommende – er afledninger af adjektiver (tillægsord), der lægger sig op ad et andet, og for sætningens samlede betydning, mere centralt ord. Et biord er altså sekundært.

Ja, og for at gøre ydmygelsen total, så er og bliver mange adverbier (de afledte adverbier) tillægsord, der kun klassificeres som adverbier qua deres funktion i sætningen. De afledte adverbier har ingen særskilt form-identitet.

Ordklassen adverbier er også en parkeringsplads for alle de småord, der ikke hører til andre ordklasser. Vi nævner i flæng: måske, nok, cirka, aldrig, temmelig og så videre. Den gruppe af biord benævnes ofte fødte adverbier, rene adverbier eller ægte adverbier. Kært barn har mange navne, og man må sige, at med et navn som ægte adverbier får ordklassen da en form for oprejsning og status.

 

2. Adverbier/biord lægger sig op ad andre ord

Når billedet om adverbiernes udefinerbare rolle er tegnet, skal det tilføjes, at det for en særlig gruppe af adverbier gælder, at de faktisk ’opfører’ sig pænt – at de tjener en særlig funktion i sætningen: De beskriver andre led i sætningen.

I rollen som beskrivere angiver adverbierne omstændigheder for det, der sker i en sætning, fx om tid (hvornår noget sker), sted (hvor), måde (hvordan) og årsag (hvorfor). I den rolle lægger adverbierne sig op ad andre ord i sætningen. 

 

2.1 Adverbier/biord lægger sig op ad udsagnsord

Ordet adverbier er netop en sammenskrivning af de latinske ord ad og verber, der oversat til dansk betyder til og udsagnsord. Adverbier er altså ord, der ”hører til” udsagnsord (verber) – ord, der beskriver udsagnsord.

Og hvordan skal det så forstås?

Jo, det aktive element i en sætning udtrykkes altid gennem verbet: spise, tale, spille, tænke og så videre.

Men man kan jo spise, tale, spille og tænke på mange måder:

• Ida spiser grimt
• Pia talte høfligt til læreren
• De spillede dårligt på finaledagen
• Vi tænkte negativt om hinanden

Måden, Ida spiser på, beskrives som grim. Og Pias måde at tale på er ikke neutral, men høflig.

Et adverbium er altså et ord, der lægger sig op ad et verbum (udsagnsord), og som beskriver verbet.

Hvis du nu tænker, at det da ligner et tillægsord, så tænker du helt rigtigt, for tillægsord er jo også ord, der beskriver noget andet: Det store hus, den lange nat, de røde sko.

Men til forskel fra biord, der beskriver udsagnsord, beskriver et tillægsord altid et navneord (substantiv).

 

2.2 Adverbier/biord lægger sig op ad tillægsord

Et adverbium kan også beskrive et tillægsord:

• Det er en særdeles skøn have
• Han er en temmelig doven hund

I eksemplerne her beskrives haven og hunden med tillægsord. Haven er skøn, og hunden er doven. Men samtidig er der ord, der beskriver graden af henholdsvis havens skønhed og hundens dovenskab. Det er nemlig en særdeles skøn have og en temmelig doven hund.

Ord, der beskriver tillægsord, er adverbier. Derfor er særdeles og temmelig adverbier i ovenstående sætninger.

 

2.3 Adverbier/biord lægger sig op ad adverbier og sætninger

Men hvad nu, hvis det er et adverbium, der skal beskrives? Ja, så er det igen et adverbium, der bruges. Så adverbier kan altså bruges til at beskrive adverbier:

• Ida spiser utroligt grimt
• Pia talte meget høfligt til læreren

Grimt siger noget om, hvordan Ida spiser, og det er derfor et adverbium. Utroligt siger noget om graden af ”grimhed”. Så utroligt er i virkeligheden et ord, der beskriver adverbiet grimt – et adverbium, der beskriver et andet adverbium.

Men et adverbium kan også beskrive en hel sætning i sin helhed.

• Ida vil sandsynligvis gerne med til Rom

Essensen i sætningen handler om Ida, der gerne vil til Rom. Ordet sandsynligvis relativerer hele udsagnet – ikke et enkelt led. Derfor er sandsynligvis et adverbium.

 

3. Fødte adverbier/rene adverbier/ægte adverbier og afledte adverbier

Adverbier er som sagt en broget landhandel af ord, der på sin vis er meget forskellige. En måde at ordne og systematisere dem på er ved at skelne mellem fødte adverbier (rene adverbier) og afledte adverbier.

De fødte adverbier kendes på, at de ikke er afledninger af andre ord tilhørende en anden ordklasse. Adverbiet i sætningen ”Ida spiser grimt” – grimt – er jo egentligt et tillægsord, der dog i den konkrete kontekst optræder som et adverbium, fordi dets funktion er at beskrive udsagnsordet.

Derfor siger man, at adverbiet her, grimt, er afledt af tillægsordet grim.

Omvendt forholder det sig med de fødte eller rene adverbier. De kendes på, at de ikke kan bøjes, og at de ikke er afledninger: måske, næsten, sandsynligvis, aldrig, straks …

Når man ser på de ord, bliver det klart, hvorfor adverbier defineres negativt: Hvis et ord ikke tilhører en anden ordklasse, er det et adverbium. Et ord som måske er jo tydeligvis hverken et substantiv, et verbum, en præposition, et adjektiv, et pronomen eller en konjunktion. Ergo er det et adverbium – og i forlængelse heraf: Ordet måske er jo tydeligvis ubøjeligt. Man kan – sandt for dyden – ikke sige:

• at måske, måske, jeg måske …
• en måske, måskeen (jo, men så er det ordet moske)
• måske, mere måske, mest måske

Det er volapyk, slet og ret.

Man kan se en liste over alle rene adverbier her: https://sproget.dk/raad-og-regler/ordlister/sproglige-ordlister/rene-adverbier-biord

 

4. Adverbielt t (biords t)

Et tilbagevendende retskrivningsproblem for selv rutinerede skribenter er det, der går under navnet adverbielt t. Adverbielt t handler om, hvorvidt afledte adverbier skal tilføjes bogstavet -t som endelse.

• Det tog ualmindelig/ualmindeligt lang tid at gøre bilen klar

I eksemplet her er begge bøjninger korrekte. Det er med andre ord valgfrit, om man vil skrive ualmindelig eller ualmindeligt. I andre tilfælde SKAL adverbiet ende på -t, ligesom der er tilfælde, hvor det IKKE skal.

 

4.1 Hvornår skal adverbier ALDRIG have endelsen -t?

De såkaldt rene adverbier er ubøjelige, og derfor skal de ikke tilføjes -t. Det giver sig selv, når de er ubøjelige.

• Du skal straks ringe til lægen
• Din argumentation er ganske usaglig
• Bilen er heldigvis gået igennem syn

 

4.2 Hvornår skal adverbier ALTID have endelsen -t?

Afledte adverbier, der fungerer som mådesadverbier, skal altid have -t på i endelsen:

• Han udtrykker sig meget voldsomt, når han bliver sur
• Man skal skrive personligt
• Hun ventede utålmodigt på opringningen

Mådesadverbierne siger noget om, ja måden, nogen gør noget på, eksempelvis udtrykker sig på, skriver eller venter på, her henholdsvis voldsomt, personligt og utålmodigt.

 

4.3 Hvornår er endelsen -t valgfri?

Endelsen -t er valgfri ved adverbier, der fungerer som gradsadverbier, tidsadverbier, stedsadverbier og holdningsadverbier.

4.3.1 Gradsadverbier

Endelsen -t er valgfri ved afledte adverbier, der fungerer som gradsadverbier, altså adverbier, der siger noget om graden af det efterfølgende ord:

• De klarede det virkelig/virkeligt flot
• Vi nåede ikke særlig/særligt langt med opgaven
• Han havde en skrækkelig/skrækkeligt skinger stemme

Er man i tvivl om, hvorvidt et adverbium er et gradsadverbium, kan man prøve at udskifte det med eksempelvis særdeles. Hvis det giver mening, vil der typisk være tale om et gradsadverbium: ”De klarede det virkelig (særdeles) flot”.

4.3.2 Tidsadverbier, stedsadverbier og holdningsadverbier

Valgfrit -t gælder også for adverbier, der udtrykker noget om tid, sted eller holdning.

• Gæsterne vågnede alt for tidlig/tidligt (tid)
• Huslejen skal betales kvartalsvis/kvartalsvist (tid)
• Huset blev totalrenoveret indvendig/indvendigt (sted)
• De kan rolig/roligt påbegynde byggeriet med det samme (holdning)
• Jeg er personlig/personligt ligeglad med, hvem der vinder (holdning)

 

4.4 De drilske, flertydige adverbier

Man skal være særligt påpasselig med t-endelsen, når man bruger ord, der ændrer betydning, når de tilføjes endelsen -t. Det gælder ord som eksempelvis lovlig og endelig.

Hvis noget er lovligt, betyder det, at det er tilladt, mens lovlig betyder, at noget er i overkanten: ”Han er lovlig skråsikker”.

Tilsvarende gælder, at endeligt betyder noget, der er definitivt overstået eller afgrænset: ”Sagen er endeligt afsluttet”, mens endelig udtrykker en lettelse: ”Sagen er endelig afsluttet”.

I tilfældene her er det ikke valgfrit, om man skriver lovlig eller lovligt, endelig eller endeligt. Det er betydningen, der afgør formen.

 

Hjælp til grammatikken?

Hos Opgavekorrektur hjælper vi studerende med at rette alle fejlene i de opgaver, de skriver, uanset om der er tale om en bacheloropgave, et speciale, en ph.d.-afhandling eller en hvilken som helst anden opgave på dansk eller engelsk.

Vil du høre mere? Så skriv til os her.