Sproget rummer en række muligheder for at beskrive det indhold, der udtrykkes. Tillægsord, også kendt som adjektiver, er en ordklasse, der netop anvendes til at beskrive, kvalificere eller modificere navneord (substantiver). Tillægsord er ord som smart, ondskabsfuld og vanvittig.
- Han går i smart tøj
- Det er et ondskabsfuldt påfund
- Fodboldkampens afslutning er vanvittig
I de tre sætninger udtrykker tillægsordet noget om navneordet: Tøjet er smart, påfundet er ondskabsfuldt, afslutningen er vanvittig. De tilføjer – eller tillægger jf. tillægsord – ekstra information til navneordet og gør således sproget mere beskrivende.
- Pigen har ikke bare en kjole på, men en rød kjole
- Motoren går ikke bare godt, men ualmindeligt godt
- Manden er ikke bare en mand, men en fattig mand
Både tillægsordene rød, ualmindeligt og fattig tillægger betydning til den genstand eller person, det beskriver. Tillægsord gør sproget mere detaljeret og præcist. Præcist, fordi de præciserer kjolens farve, motorens kvalitet og mandens sociale status.
Attributive og prædikative tillægsord
Alle tillægsord er beskrivende, men de kan bruges på forskellige måder, enten attributivt eller prædikativt.
Et attributivt tillægsord er foranstillet det navneord, det beskriver:
- En munter nabo
- En øredøvende larm
- En pinlig affære
Men man kan også beskrive naboen, larmen og affæren med et efterstillet tillægsord, der fungerer prædikativt som et selvstændigt led i hovedsætningen:
- Naboen er munter
- Larmen er øredøvende
- Affæren er pinlig
Her fungerer munter, øredøvende og pinlig som omsagnsled til grundled (prædikat), og de har form som et adjektiv.
Det beskrivende aspekt kan også udtrykkes i en helt anden form end som et ord. I sætningen Affæren, der er pinlig, begyndte i foråret beskriver relativsætningen, altså der er pinlig, affæren. Relativsætningen fungerer med andre ord adjektivisk, idet den tillægger affæren en værdi. Men det er stadig taget kun ordet pinlig, der er et egentligt adjektiv.
Tillægsords bøjning
Tillægsord kan – som alle andre ordklasser – bøjes. De kan bøjes i køn, tal og bestemthed:
Køn: En spøjs artikel, et spøjst indfald
Tal: En spøjs artikel, flere spøjse artikler
Bestemthed: En spøjs artikel, den spøjse artikel
Derudover kan tillægsord gradbøjes:
sjov (positiv) – sjovere (komparativ) – sjovest (superlativ)
Men man kan ikke dog ikke sige: irritabel – irritabelere – irritabelest. Det skyldes, at nogle tillægsord gradbøjes med mere – mest, altså: irritabel – mere irritabel – mest irritabel.
Og så er der de drilske tillægsord, der gradbøjes helt og aldeles uregelmæssigt, fx gammel – ældre – ældst og lidt – mindre – mindst.
Tillægsord, der i virkeligheden er biord
Tillægsord lægger sig op ad navneord, når de beskriver navneord. Men hvis et tillægsord beskriver et udsagnsord eller et andet tillægsord, ændrer det pudsigt nok ordklasse til et biord (adverbium).
- Fuglene skriger højt
- Jeg håber, at de kommer sikkert frem
- Det er en vild smuk kjole
- Den vanvittigt postulerende nabo
I sætning 1 siger ordet højt noget om, hvordan fuglene skriver, mens ordet sikkert i sætning 2 siger noget om, hvordan jeget håber, de kommer frem, altså sikkert. Ordene siger noget udsagnsordene (verberne). Derfor er det latinske navn for biord adverbier – altså noget, der læner sig op ad verber (udsagnsord).
I sætning 3 beskriver ordet vild ikke kjolen, men derimod måden, kjolen er smuk på. Den er nemlig vild smuk. Og vanvittigt i sætning 4 beskriver ikke naboen, men graden af naboens postuleren. I sætning 3 og 4 er det tillægsordet, der beskrives.
Højt, sikkert, vild og vanvittig er alle adjektiviske i deres funktion, men de har form som biord. Det er kun ord, der beskriver navneord, der kaldes for tillægsord.
Beskrivende sprog maler indholdet frem
Tillægsord bruges i særlig grad i litterære fremstillinger, hvor en person, et miljø, en genstand, en stemning eller en følelse skal "males" frem for læseren. Tag for eksempel indledningen i I. P. Jacobsens roman Fru Marie Grubbe – her med alle de adjektiviske elementer fremhævet:
"De Menneskelæber, som aandede denne Luft, vare svulmende og friske, den Barm, den højnede, var ung og spæd. Barmen var spæd og Foden var spæd, Midjen smal, Væksten slank, og der var en vis mager Styrke i den hele Skikkelse. Frodigt var kun det stærke, dunkeltgyldne Haar, der halvt var bundet og halvt hang løst; for den lille, mørkeblaa Fløjelshue var gleden af og hang om Halsen i sine knyttede Hagebaand ned paa Ryggen som en lille Munkehætte. Ellers var der intet Klosterligt ved Dragten; en bred og ligeskaaren Lærredskrave slog ned over en lavendelblaa Hvergarnskjole med korte og vide, opskaarne Ærmer; ud af dem brusede et Par store Poseærmer af fint, hollandsk Lin. En højrød Sløjfe sad paa Brystet og højrøde Sløjfer paa Skoene."
I. P. Jacobsen skrev under det moderne gennembrud. Stilretningen, han bruger, kaldes naturalisme.
Jacobsen var inspireret af naturvidenskabens måde at studere naturen på. Den inspiration slår tydeligt igennem i fremstillingen af pigen her. Jacobsen går tæt på og beskriver med en ekstrem detaljerigdom. Sprogligt er det de mange tillægsord, der giver sproget dets levende og stemningsfulde karakter.
Pingback: Adverbier | Biord – Opgavekorrektur