Sproglige fejl

Kontinuitetsfejl


Hvad er kontinuitetsfejl?

Kontinuitetsfejl kender vi først og fremmest fra filmens verden. Et fiktivt eksempel: En mand går ind i en butik og køber en pakke cigaretter, som han putter i sin højre jakkelomme. Klip til manden, der sidder i sin bil og uden nærmere eftertanke hiver cigaretterne op af – venstre jakkelomme!

Hvad er der sket? Ikke andet, at filmskaberne under optagelserne til scene nr. to har glemt, at manden puttede cigaretterne i den højre lomme i scene nr. ét. Der er mange ting at holde styr på, når man indspiller en film, mange detaljer, der skal gå op i en højere enhed, når man står på settet, og så er det nemt at komme til at glemme sådanne – i det store billede ret ubetydelige – detaljer, som i hvilken jakkelomme cigaretpakken skal ligge.

Men det er stadig en ærgerlig fejl, for den (meget) opmærksomme seer opfanger den, og gør han det, er illusionen brudt, filmen afslører sig selv som fiktion. Og det er netop for at undgå kedelige fejl af denne type, at mange filmhold indbefatter en såkaldt script supervisor – filmverdenens modstykke til korrekturlæseren – hvis eneste opgave det er at sørge for, at der er kontinuitet i filmen og mellem successive scener. 

Hvordan ser en kontinuitetsfejl ud i en tekst? Den kan have forskellige former, men et anskueligt eksempel er følgende.

På side 12 i en fremstilling introducerer man et begreb, som man kalder ”situationel kriminalitetsforebyggelse”. På side 14 og 25 bliver begrebet atter inddraget, og der hedder det stadig ”situationel kriminalitetsforebyggelse”. Men på side 54, hvor man endnu en gang får anledning til at bruge begrebet, er det pludselig blevet til ”situationel forebyggelse”. Man har på en eller anden måde ”glemt”, at der er tale om kriminalitetsforebyggelse, ikke bare forebyggelse, eller også er man blevet så indforstået med begrebet, at man mener, at kriminalitetsaspektet er ”underforstået” eller implicit til stede i det.

Uanset hvad årsagen til den ændrede begrebsbenævnelse er, er tekstens indre sammenhæng blevet brudt. Der er ikke længere kontinuitet mellem benævnelsen af begrebet på side 12, 14 og 25 og benævnelsen af begrebet på side 54 (der er tale om ét begreb, men under to forskellige navne). Man har lavet en kontinuitetsfejl.

Med udgangspunkt i eksemplet kan vi altså definere kontinuitet på følgende måde: Kontinuitet er tekstens indre, ubrudte sammenhæng. Og vi kan definere en kontinuitetsfejl på følgende måde: En kontinuitetsfejl er et (utilsigtet) brud på tekstens indre sammenhæng.

 

Forskellige typer af kontinuitetsfejl

I forrige afsnit har vi stiftet bekendtskab med én af de former, kontinuitetsfejlen kan tage: at give et i teksten tilbagevendende begreb to forskellige benævnelser eller udformninger.

Beslægtet med denne er selvsagt alle fejl, der involverer ”substituering” i en eller anden forstand. Det kan være, at man bruger begrebet den hermeneutiske cirkel konsekvent på de første 15 sider af din fremstilling for herefter – uden ledsagende forklaring eller teoretisk begrundelse – at begynde at skrive om den hermeneutiske spiral. (Man kan selvfølgelig veksle imellem betegnelserne ”den hermeneutiske cirkel” og ”den hermeneutiske spiral”, hvis denne vekslen er adækvat begrundet i selve teksten, men man kan ikke bruge betegnelsen ”den hermeneutiske spiral” på de første 15 sider og så pludselig skrive ”den hermeneutiske cirkel” på side 16 – så laver man en kontinuitetsfejl).

Lad os prøve at se lidt nærmere på nogle andre klassiske kontinuitetsfejl, man kan begå, når man skriver en akademisk opgave.

Problemformulering. Hvis en opgaves problemformulering optræder mere end én gang i teksten, f.eks. både i indledningen og konklusionen, er det vigtigt, at de to versioner af problemformuleringen er nøjagtig ens – ned til det sidste punktum eller spørgsmålstegn. Er de ikke det, har man begået en kontinuitetsfejl, fordi problemformuleringen i så fald optræder i to versioner, som har forskellig ordlyd. Det er ikke hensigtsmæssigt, og det kan forvirre læseren.

Det samme gør sig naturligvis gældende med underspørgsmål, arbejdsspørgsmål, forskningsspørgsmål, hypoteser og deslige. De skal også have nøjagtig samme ordlyd, uanset hvor i teksten de optræder.

Indholdsfortegnelse. Words automatiske indholdsfortegnelsesgenerator er behændig, men ikke desto mindre oplever vi af og til på Opgavekorrektur, at der er uoverensstemmelser mellem indholdsfortegnelsens informationer og det, der fremgår af selve teksten.

Oftest er det sidetalsangivelsen, den er gal med: Det sidetal, der opgives i indholdsfortegnelsen, stemmer ikke overens med det pågældende kapitels eller afsnits faktiske sidetal.

Sjældnere er det kapitel- eller afsnitstitlerne, der ikke er enslydende i indholdsfortegnelsen og selve teksten. Der kan være tale om ganske minimale forskelle – et komma, der er sat anderledes, eller et enkelt ord, der er udeladt i én af titlerne – og derfor kan de være svære at opfange, medmindre man er meget opmærksom.

Hvis man har nummereret dine kapitler og afsnit, kan der også have sneget sig nummereringsfejl ind i indholdsfortegnelsen. F.eks. kan afsnit 3.3.2 blive efterfulgt af 3.3.4, eller afsnit 3.3.3 kan optræde to gange (med forskellige afsnitstitler, f.eks. 3.3.3 Segmentanalyse og 3.3.3 SWOT-analyse).

Nummerering af kapitler og afsnit. Hvis der er nummereringsfejl i indholdsfortegnelsen, er det ofte et tegn på, at man også har lavet nummereringsfejl i selve teksten. Men det behøver ikke at være tilfældet. Der kan sagtens være nummereringsfejl i indholdsfortegnelsen, uden at de optræder i teksten, ligesom der naturligvis også kan være nummereringsfejl i teksten, der ikke optræder i indholdsfortegnelsen.

Fejl, man skal være særlig opmærksom på at undgå, er at springe et nummer over i rækkefølgen (3.3.2 til 3.3.4) og at skrive det samme nummer to gange i træk (3.3.3 efterfulgt af 3.3.3). Hvis det går helt galt (evt. fordi man er under et voldsomt tidspres), kan man måske ligefrem finde på at springe et helt tal over (f.eks. at gå fra afsnit 3.2.1 til kapitel 5 og afsnit 5.1 uden at have et kapitel 4 og afsnit 4.1, 4.1.1 osv.).

Figurer og tabeller. Hvis man bruger figurer og tabeller i sin opgave, bør man nummerere dem: Figur 1, Figur 2, Figur 3, Tabel 1, Tabel 2, Tabel 3 osv. Endvidere bør man skelne mellem figurer og tabeller, da der er en væsentlig forskel på dem.

Det er klart, at de fejl, der kan opstå i forbindelse med nummerering af kapitler og afsnit, også kan opstå i forbindelse med nummerering af tabeller og figurer. Man kan have en Tabel 1 og Tabel 3, men ingen Tabel 2, eller man kan have en Figur 4, der efterfølges af Figur 4.

Men dertil kommer andre ubehagelige kontinuitetsfejl, som virkelig kan spolere fremstillingen og forvirre læseren.

F.eks. kan man skrive: ”Som det fremgår af Figur 4, er eksporten af smør faldet med 10 procent”, selv om det i virkeligheden er Figur 3, der illustrerer smøreksportfaldet, hvorimod Figur 4 illustrerer noget helt andet. Eller man kan skrive: ”Som det ses på Figur 8 på side 34”, selv om den pågældende figur står på side 36.

Endnu værre bliver det, hvis man ikke skelner konsekvent mellem figurer og tabeller og f.eks. kalder en tabel for Figur 5, samtidig med at man i teksten eller en til figuren tilknyttet forklarende note skriver: ”Tabellen illustrerer, at …” Så kan læseren virkelig blive forvirret!

Læs mere om brugen af tabeller og figurer i akademiske opgaver.

Krydsreferencer. Krydsreferencer i teksten skal naturligvis være eksakte, ellers er de ubrugelige (og forvirringsfremkaldende, hvilket heller ikke just øger fremstillingens troværdighed). Så når man skriver: ”Som det blev beskrevet i afsnit 4.4 om fortællerinstansen i Don Quixote”, skal man være helt sikker på, at afsnit 4.4 vitterlig analyserer fortællerinstansen i Don Quixote.

Er man ikke det, bliver man nødt til at scrolle tilbage i teksten og tjekke efter.

Kildehenvisninger. Akademiske tekster indeholder mange kildehenvisninger, og dem skal man selvfølgelig skrive på samme måde hver gang (gør man ikke det, begår du konsekvensfejl).

Nært beslægtet med sådanne konsekvensfejl er kontinuitetsfejlen at bytte om på navnene i en kildehenvisning, der indeholder to eller flere forfatternavne.

Eksempelvis er Svend Brinkmann og Lene Tanggaard forfattere til en meget populær bog om kvalitative metoder, og en kildehenvisning til dette værk skrives – efter APA-standarden – Brinkmann og Tanggaard (2015) eller (Brinkmann & Tanggaard, 2015).

Bruger man dette værk i sin opgave og følgelig én af eller begge ovenstående kildehenvisninger, er det vigtigt, at forfatternavnene optræder i samme rækkefølge, hver gang kildehenvisningen optræder i teksten. Det nytter ikke noget, at man undervejs i sin opgave kommer til at bytte om på navnene, så at kildehenvisningen i stedet bliver Tanggaard og Brinkmann (2015) eller (Tanggaard & Brinkmann, 2015).

En sådan ombytning forvirrer, fordi læseren kan få den uheldige tanke, at der er tale om et helt andet værk (hvor Tanggaard altså står før Brinkmann på titelbladet).

 

Kontinuitetsfejl og faktafejl

Nogle kontinuitetsfejl ”glider over” i faktafejl, og dem skal du være særlig opmærksom på. For sådanne kontinuitetsfejl er ikke blot forvirrende; de er tillige faktuelt forkerte, og det er ekstra uhensigtsmæssigt, eftersom man næppe har intentioner om at sluse fejlinformation ind i sin tekst.

På Opgavekorrektur rettede vi på et tidspunkt en opgave, hvori forfatteren anvendte Edgar Scheins organisationskulturteori. Det var også ganske uproblematisk – indtil forfatteren begyndte at kalde Edgar Schein for Edwin Schein! Det er en kontinuitets- og faktafejl, som virkelig kan forårsage meget skade i en tekst (hvis ikke der er en venlig korrekturlæser, der påpeger den).

Så sørg for, at sådanne helt basale fakta er på plads, når man skriver sin opgave. Ellers resulterer det ikke bare i sjusk, men i faktuelt forkerte udsagn (og det er ikke alle undervisere og censorer, der ser mildt på den slags).

 

Hvordan undgår man kontinuitetsfejl?

Når man skal sikre sig, at ens tekst er fri for kontinuitetsfejl, er der forskellige ”metoder”, man kan benytte. Herunder vil vi kigge lidt nærmere på dem.

Slavemetoden
I nogle tilfælde er det eneste, man kan gøre, simpelthen at tjekke efter, dvs. scrolle frem og tilbage i opgaven for at tjekke, at der er overensstemmelse mellem tekstpassager, formuleringer eller informationer.

Hvis f.eks. problemformuleringen optræder to gange i teksten – i indledningen og i konklusionen – bliver man nødt til at sammenholde de to versioner med hinanden for at tjekke, at ordlyden er den samme. Det kan man kun gøre ved at scrolle frem og tilbage mellem de to forekomster. Og det skal man vel at mærke gøre, efter at man har skrevet opgaven færdig.

Det kan nemlig være, at man foretager små ændringer i eller justeringer af problemformuleringen, når man har skrevet sin konklusion, og så er det ikke sikkert, at man husker at indføre ændringerne i den problemformulering, der optræder i indledningen.

Skal man tjekke en indholdsfortegnelse for kontinuitetsfejl, er der også kun én måde at gøre det på: Man må systematisk gå alle informationer i indholdsfortegnelsen igennem og se, om de hver især stemmer overens med, hvad der står i selve teksten.

Hvis indholdsfortegnelsen angiver, at tekstens første afsnit er nummereret 1.1, hedder ”Indledning” og står på side 3, er man nødt til at scrolle til side 3 og verificere, at overskriften bærer titlen ”Indledning”, og at afsnittet har fået nummeret 1.1. Dette forudsætter naturligvis, at ”1.1 Indledning” står på side 3 og ikke på side 2 eller 4 – det er som regel (men ikke altid) tilfældet. Og det samme bliver man nødt til at gøre med afsnit 1.2 Problemfelt (s. 5), afsnit 1.3 Problemformulering (s. 8), og så videre.

Det er et omstændeligt og tidskrævende arbejde! Men der er ingen vej udenom. Det er den eneste måde, hvorpå man kan være sikker på at opfange eventuelle kontinuitetsfejl i indholdsfortegnelsen.

I princippet kan man fjerne alle potentielle kontinuitetsfejl ved hjælp af slavemetoden. Skal man tjekke nummereringen af figurer i din tekst, finder man den første figur på side 12, tjekker, at den hedder Figur 1, scroller videre til den næste figur, tjekker, at den hedder Figur 2, og så videre. Hvis der er en krydshenvisning til afsnit 4.4 om fortælleinstansen i Don Quixote, så scroller du til afsnit 4.4 og tjekker, at afsnittet vitterlig handler om fortælleinstansen i Don Quixote.

Regnskabsmetoden
Et alternativ til slavemetoden – medmindre du skal tjekke indholdsfortegnelsen eller flere steder i teksten optrædende nøgleelementer såsom problemformuleringen, i hvilket tilfælde den er svær at slippe af med – er regnskabsmetoden. Man kan ”føre regnskab” med de forskellige kontinuitetselementer i teksten, sideløbende med at man skriver den. Det fungerer nogenlunde på følgende måde (i eksemplet tages der udgangspunkt i figurer, men regnskabsmetoden kan anvendes i forbindelse med flere kontinuitetselementer).

På side 5 i sin opgave indsætter man opgavens første figur, der får nummeret 1. Man noterer følgelig Figur 1 på et stykke papir, man har liggende ved siden af computeren, og evt. også sidetallet (man kan selvfølgelig også notere i et Worddokument).

Næste gang man indsætter en figur, konsulterer man sin figurliste og ser, hvilket nummer man er nået til. I det pågældende eksempel er det Figur 2. Figuren får derfor nummeret 2, og man føjer den til din figurliste.

Hver gang man indfører en figur i teksten, noteres den på papiret. Således kan man holde styr på de figurer, man indsætter i teksten, og om de er korrekt nummererede. Og man kan dermed undgå kontinuitetsfejl, fordi man hele tiden ”fører regnskab” med figurerne.

Regnskabsmetoden er ikke nødvendigvis hurtigere end slavemetoden, men den giver en følelse af fremdrift, fordi man fører regnskab, sideløbende med at man skriver opgaven. Man er ikke tvunget til at gå alle figurer igennem, når man har skrevet opgaven færdig, for at tjekke, at nummereringen og progressionen er korrekt. Der er ingen kedelige hængepartier. (Dette er en psykologisk gevinst ved regnskabsmetoden, man ikke bør undervurdere).

Søgemetoden
Words søgefunktion er guld værd, når man skal tjekke sin tekst for eventuelle kontinuitetsfejl. I stedet for slavisk at gå teksten igennem for figurer, når man er færdig med at rette, eller at notere figurerne på et stykke papir undervejs kan man skrive ”Figur” i søgefunktionen og automatisk blive ”sendt” til de steder i tekstdokumentet, hvor ordet ”Figur” optræder. På den måde kan man hurtigt se, om figurerne har den korrekte nummerering, og om man henviser korrekt til dem i brødteksten (om man f.eks. angiver en figurs korrekte nummer eller sidetal).

Søgemetoden er også god, hvis man skal tjekke, om navne i henvisninger er skrevet i den samme rækkefølge i hele opgaven. Det kan være, at man bruger den parentetiske henvisning (Brinkmann & Tanggaard, 2015) tredive gange i sin tekst, og det er ikke sikkert, at man får skrevet navnene i den rigtige rækkefølge hver gang. Her kan en hurtig søgning hjælpe én med at finde ud af det.

Hukommelsen
Endelig kan man også forlade sig på sin hukommelse. Hvis man har skrevet ”den hermeneutiske cirkel” på de første 35 sider af sin opgave, bør man være i stand til at huske det. Og hvis man bruger en bestemt teoretiker meget ofte, vil man sikkert også være i stand til at huske, hvad han hedder, uden at tjekke tidligere forekomster af hans navn (eller søge efter det på Google).

Men hukommelsen har visse naturlige grænser, og mange små, ”ubetydelige” detaljer glemmer man hurtigt, når man skriver en lang og kompleks opgave. Derfor kan hukommelsen hverken erstatte slavemetoden, regnskabsmetoden eller søgemetoden. Men den er et godt – og vigtigt – supplement.