Der er to måder, man kan rette på: Man kan rette direkte i teksten, og man kan skrive en kommentar.
Ideelt set skal man foretage alle rettelser direkte i teksten, men i praksis lader det sig ikke gøre, og i nogle tilfælde må det bestemt frarådes. Man bør derfor stræbe efter at rette direkte i teksten så meget, som det overhovedet er muligt.
En rettelse direkte i teksten er at foretrække, fordi forfatteren nemt kan forholde sig til den. Han skal ikke gøre andet end at acceptere den, hvis han mener, den er korrekt, eller afvise den, hvis han mener, den er forkert. Og hvis han stoler på korrekturlæseren, behøver han ikke at gå alle rettelserne igennem én for én. Han kan acceptere dem alle i ét hug (med Wordfunktionen ”Accepter alle ændringer i dokumentet”).
Hvis man skriver en kommentar, er der meget mere, forfatteren skal forholde sig til. Han skal læse og forstå, hvad man skriver, han skal sammenligne rettelsesforslaget med den originale tekst, han skal vurdere, om rettelsesforslaget er bedre end det, han oprindelig har skrevet, og han skal – hvis han kommer frem til, at det er det – selv indføre rettelsen i teksten.
Dette forudsætter naturligvis, at korrekturlæserens kommentar rent faktisk indeholder et konkret rettelsesforslag. Hvis man ”bare” kommenterer for at gøre ham opmærksom på, at hans begrebsmarkering er inkonsekvent, skal han pludselig i gang med en større revision af sin tekst, og det tager tid. Skriver man 50 sådanne kommentarer til hans tekst, får han pludselig meget, meget travlt.
Derfor skal man helst begrænse antallet af kommentarer. Ret i teksten, hver gang det er muligt.
Der er imidlertid tilfælde, hvor man skal være varsom med at rette direkte i teksten, og hvor den bedste løsning er at skrive en kommentar.
Citater
Man bør aldrig rette direkte i citater. Når en forfatter citerer en anden forfatter, skal han gengive citatet ordret, dvs. inklusive de fejl, det måtte indeholde, og man kan aldrig være 100 % sikker på, om de fejl, der optræder i citatet, skyldes den, der har forfattet citatet (i hvilket tilfælde de skal være der), eller den, der citerer (i hvilket tilfælde de ikke skal være der).
Det er rigtigt, at den, der citerer, kan indsætte et [sic] for at påpege, at fejl i et citat ikke skyldes ham, men citatets ophavsmand, men man kan ikke vide, om den, der citerer, kender denne skik, og det kan i øvrigt være, at han slet ikke er klar over, at citatet indeholder fejl, eller at han overser dem, når han overfører citatet til sin egen tekst.
Hvis man som korrekturlæser selv har adgang til kilden, hvorfra citatet er taget (fordi man tilfældigvis ejer bogen, fordi den er tilgængelig på internettet osv.), kan man selv tjekke, om citatet er gengivet korrekt, men det er strengt taget ikke korrekturlæserens opgave at kontrollere det. Man skal kun tage stilling til de fejl, der optræder i citatet, ikke, om de overhovedet skal være der.
Derfor: Skriv citatrettelser i kommentarer i stedet for at rette direkte i teksten – medmindre man har mulighed for at kontrollere, om citatet er gengivet korrekt.
Henvisninger
Henvisninger i akademiske tekster følger meget strenge formler, og der er meget præcise anvisninger til, hvordan de skal skrives, hvilke informationer de skal indeholde, hvor de skal placeres i teksten, osv.
Selv hvis forfatteren tydeligt angiver, hvilket referencesystem han anvender, og man som korrekturlæser er bekendt med dette system, bør man ikke rette direkte i tekstens henvisninger, hvis man spotter en fejl. Skriv hellere en kommentar, og gør forfatteren opmærksom på fejlen. Dette gælder – med få undtagelser –
også, hvis forfatterens måde at henvise på er inkonsekvent.
Henvisningsfejl er en alvorlig sag i akademiske kredse, og man skal derfor være meget forsigtig, når man omgås dem.
Uklarheder
Uklarheder, vage udtryksmåder osv. støder man jævnlig på i de tekster, man retter. Nogle gange kan man gennemskue, hvad forfatteren mener, andre gange er det stort set umuligt.
Hvis ikke man forstår, hvad forfatteren skriver, kan man selvfølgelig ikke rette direkte i teksten. Men selv hvis man tror, at man har afkodet meningen og kan levere et bedre alternativ, bør man gøre det i en kommentar.
I udgangspunktet må man nemlig gå ud fra, at der er en grund til, at forfatteren bruger netop de ord, han gør, og at han har valgt at skrive lige netop sådan og ikke på en anden måde. Det er nu engang forfatteren, der ejer teksten. Korrekturlæseren har den kun til låns, og det er langtfra sikkert, at han vil bifalde korrekturlæserens ordvalg eller formulering.
Så hvis man føler, at man ikke kan lade en forfærdelig omgang vrøvl stå uden at gøre noget ved det: Skriv en kommentar, og fortæl forfatteren, hvad der er galt med hans sætning.
Men kun, hvis det er absolut nødvendigt.
Fortsæt til Kap. 8: Fejl, der ikke bør rettes.