APA-standarden
Få styr på din kildehenvisning, citatteknik og litteraturliste
Hvad er APA-standarden?
APA (American Psychological Association) er et internationalt anerkendt referencesystem for akademiske opgaver. Standarden giver retningslinjer for, hvordan man kildehenviser til forskellige kildetyper, hvordan man citerer, hvordan man opstiller en litteraturliste og en lang række andre forhold af opgaveteknisk karakter.
APA-standarden (eller APA Style) udgør en systematik for akademiske opgaver, der skal sikre ensartethed i måden, man skriver videnskabeligt på.
Referencesystemet blev udviklet i USA i 1920’erne, oprindeligt som en norm inden for datidens litteratur om psykologi. Sidenhen har systemet undergået en række ændringer – blandt andet i takt med, at nye teksttyper og medier har set dagens lys, fx film og websites.
Gå til APA's eget website her.
APA-standarden
APA er et internationalt anerkendt referencesystem for akademiske opgaver. Standarden giver retningslinjer for kildehenvisning, citering og opsætning af litteraturlisten.
Litteraturliste
Sådan gør du! Forskellige kildetyper: trykte og elektroniske kilder. APA's retningslinjer for opsætning af litteraturliste fra a til z.
Kildehenvisning
Kildehenvisning er et centralt element i enhver troværdig opgave. Hvordan gør man ifølge APA-normen?
Citering
Citater styrker opgavens dokumentation, og brugen følger særlige regler. Man skal også overveje, hvornår man citerer.
APA FAQ
Hvad er DOI? Hvad betyder "et al."? Er der andre systemer end APA? Få svar på det meste om APA's referencesystem her.
Hvor udbredt er APA-standarden i Danmark?
APA Style er i dag standarden på mange videregående uddannelser i Danmark, men der findes en række ”konkurrerende” systemer, fx MLA Style og Chicago Style.
Man går sjældent galt i byen, hvis man anvender APA-standarden i sin bacheloropgave, sit speciale eller sin ph.d.-afhandling. Som studerende bør man dog orientere sig i gældende studieordning eller spørge sin vejleder, inden man beslutter sig for referencesystem. Der kan være tradition for at anvende en specifik referencestandard på det institut, man er tilknyttet.
Hvorfor skal man kildehenvise?
I en videnskabelig afhandling er det afgørende, at læseren kan identificere og skaffe sig adgang til de kilder, der bruges i afhandlingen. Skribenten skal dokumentere, at han/hun har videnskabeligt belæg for det indhold, der formidles i opgaven.
Det er også afgørende, at man som skribent viser, at man rent faktisk har orienteret sig inden for opgavens emne, så ens eget arbejde bygger ovenpå eksisterende arbejder. Gennem det udvalg af kilder, der listes i litteraturlisten, kan opgavens bedømmere vurdere, om den viden, opgaven bygger på, er fyldestgørende, relevant og aktuel.
Men hensynet til kildens forfatter er også afgørende. Forfatteren har en ophavsret til sit intellektuelle materiale og skal derfor altid krediteres.
Slutteligt handler kildehenvisning også om at gardere sig mod mistanke om plagiering. Plagiering vil sige, at man bruger en andens materiale som sit eget. Det kan fx være bøger, idéer, tanker, data, talte tekster, tabeller, grafer, hjemmesider, film, musik, tv-programmer og artikler.
Læs mere om plagiat på stopplagiat.nu.
Hvornår skal man kildehenvise?
Man skal kildehenvise i alle de dele af din opgave, der er baseret på andres intellektuelle materialer. Langt størstedelen af den viden, der formidles i en opgave, er reproduktion og skal derfor dokumenteres.
Man skal for eksempel kildehenvise i følgende situationer:
- Når man citerer
- Når man redegør for en andens teori
- Når man bruger en andens pointe
- Når man bruger en tabel eller graf fra en anden undersøgelse.
Det er i princippet kun, når man formidler viden, man selv har produceret, at man ikke skal kildehenvise.
APA: Den fysiske udformning
Referencesystemer som APA sikrer, at den måde, man henviser på, er konsistent og konsekvent. Henvisningen skal være præcis og entydig, så kilden let kan identificeres.
Med APA skal kilden, man bruger, både anføres i opgaven og afslutningsvis i litteraturlisten (hos nogle omtalt som referenceliste, kildeliste eller bibliografi).
Hos APA parres en kildehenvisning i opgaven til litteraturlisten gennem efternavnet på kildens forfatter og året for udgivelsen. Litteraturlisten sorteres derfor alfabetisk efter efternavn. Alle titler i litteraturlisten skal kunne knyttes til en reference i opgaven.
Alle elementer i kildehenvisningen og litteraturlisten har betydning og er derfor underlagt regler. Det gælder for rækkefølgen af elementer, brugen af kommaer, punktummer, mellemrum, forkortelser med videre.
APA tilbyder en systematik, der skal sikre transparens i kildehenvisningen og ensartethed på tværs af opgaver.
Digital hjælp til håndtering af kilder
Det er muligt at downloade et program, der kan hjælpe med at håndtere kilder, hente referencer og autogenerere litteraturlister.
Hos Opgavekorrektur oplever vi tit, at de studerende anvender programmet Zotero. Det kan hentes gratis her.
Akademisk sparring
Vi tilbyder akademisk sparring, når du skal skrive en længere opgave. Vi hjælper dig med det, du har brug for, og giver konkret feedback på, hvordan du kan forbedre din opgave.
Korrektur af speciale
Sproget indgår i bedømmelsen. Derfor er et godt sprog i specialet vigtigt. Opgavekorrekturs korrekturlæsere er professionelle sprogfolk med lang erfaring i akademisk korrektur.
Korrektur af BA-opgave
Bachelor-opgaven er den første store akademiske opgave, man skal skrive. Kom godt i gang med et fejlfrit og flydende opgavesprog. Få udført professionel akademisk korrekturlæsning.
Korrektur af ph.d.
Korrektur af en ph.d.-afhandling kræver en korrekturlæser med stor akademisk erfaring. Det får man hos Opgavekorrektur. Vi er eksperter i akademisk korrektur.
Transskribering
Interviews udgør den kvalitative empiri i mange akademiske opgaver.
Vi transskriberer dine lyddata hurtigt, datasikkert og billigt.